Sælger overtager Midtfjord Agro

30-årige Casper Larsen kan nu skrive indehaver på visitkortet

Casper Larsen har nu papir på, at han har overtaget Midtfjord Agro fra sin tidligere arbejdsgiver, Jørgen Andersen. Privatfoto
Casper Larsen har nu papir på, at han har overtaget Midtfjord Agro fra sin tidligere arbejdsgiver, Jørgen Andersen. Privatfoto

Rygterne har svirret hele sommeren om et salg af Midtfjord Agro, Løgstør, og nu er aftalen endelig på plads, og den blot 30-årige Casper Larsen har overtaget virksomheden.

I virkeligheden er det blot teknikaliteter og lang sagsbehandlingstid, der har forhalet processen, for allerede før sommerferien var Jørgen Andersen og Casper Larsen enige om at handle.

Nu er underskrifterne kommet på papir, og 30-årige Casper Larsen kan tilføje "indehaver" på visikortet.

Overtagelsen af Midtfjord Agro sker med tilbagevirkende kraft fra 1. april i år.

Jørgen Andersen har drevet Midtfjord Agro i 12 år, og nu da han har rundet 60 år, synes han, at tiden er inde til et generationsskifte. Jørgen og Casper har i mange år spøgt med, at Casper en dag skulle overtage virksomheden, og de to kender hinanden godt.

Casper Larsen var lærling hos maskinforhandler Jens Haldrup, dengang Jørgen Andersen arbejdede der. Da Jørgen åbnede Midtfjord Agro, fulgte Casper Larsen med og gjorde læretiden som landbrugsmaskinmekaniker færdig. De seneste 5 år har han arbejdet som sælger i virksomheden og suppleret sin uddannelse med økonomi på handelsskolen.

Et godt tidspunkt

Da salgstankerne begyndte at forme sig, var det planen at lave et glidende generationsskifte over fem år. Men da muligheden for at overtage firmaet i et hug, var Jørgen Andersen også klar til det.

- Jutlander Bank var nogle af de første, der meldte OK. De har støttet godt op om handlen, og det har helt klart været en fordel, at de kender Casper, som har siddet i min bestyrelse de sidste fire år. Så banken fortjener stor ros for deres rolle, siger Jørgen Andersen.

Midtfjord Agro har mærket krisen i landbruget, som er virksomhedens primære kundegruppe. Men noget tyder på, at vi skal have bedre tider i landbruget, og derfor er tidspunktet for at overtage heller ikke dumt for Casper, tilføjer Jørgen Andersen, som indtil videre fortsætter i firmaet i en mere tilbagetrukket rolle. Dermed skal der findes en ny mand til at besætte hans hidtidige funktion som værkfører på værkstedet.

Selv fortsætter Casper som sælger.

Udvider værkstedet

Med Casper Larsen som ny ejer fortsætter Midtfjord Agro i samme stil som under forgængeren. Men der sker også nye tiltag.

Et nyt 600 kvadratmeter stort værksted ved siden af det eksisterende er på tegnebrættet. Det eksisterende værksted kan ikke længere rumme de store landbrugsmaskiner, der kommer ind. Nu mangler blot en byggetilladelse, førend byggeriet kan gå i gang, siger Casper Larsen, der kender sit nye firma ud og ind.

- Det er blevet lidt af en drøm at overtage virksomheden, og jeg følte, at tiden var inde. Men hvis ikke Jørgen gennem årene havde investeret i firmaet og bragt det op på det niveau, det er i dag, havde jeg nok ikke stået her i dag som ny ejer, fortæller Casper Larsen, der fortsætter med det eksisterende produktsortiment og de 12 ansatte i Midtfjord Agro.

Hovedparten af Midtfjord Agros omsætning kommer fra lokale landbrugskunder samt salg af Kuhn maskiner og Kongskilde fodervogne til et større område i den nordlige del af Jylland. Derudover er et årsværk beskæftiget med at servicere godt 70 skærebord på mejetærskere for Buchtrup Agro samt montering af MacDon skårlæggere.

Casper Larsen bor privat i Løgstør med sin kæreste Anette, som er pædagog. Sammen har parret en søn på 11 måneder, som i øvrigt er i dagpleje hos Jørgen Andersens kone, som også hedder Anette.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden