Sælger udstyr til barer efter fyraften

Peter Bach Madsen arbejder hos Novo Nordisk - men i sin fritid skaffer han "alt til hjemmebaren"

Peter Bach Madsen har selvfølgelig sin egen bar i hjemmet i Strandby.
Peter Bach Madsen har selvfølgelig sin egen bar i hjemmet i Strandby.

41-årige Peter Bach Madsen fra Strandby arbejder til daglig som business controller hos Novo Nordisk i Hjørring. Men det er nu ikke derfor at NORDJYSKE har besøgt ham. Det skyldes, at Peter Bach Madsen i sin fritid driver web-butikken Bar-Shoppen.dk. - Det startede egentlig med, at jeg ledte efter ting på nettet til min egen hjemmebar, forklarer han. Umiddelbart var det svært at finde velegnede varer i Danmark, så Peter Bach Madsen fandt i stedet nogle spændende ting i Tyskland og England. - Så besluttede jeg mig til at prøve at bestille lidt varer hjem, for jeg tænkte, at der jo også måtte være andre danskere end mig, der var interesseret i udstyr til en hjemmebar, fortæller han. Bar-Shoppen.dk oprettes Peter Bach Madsen oprettede derpå en forholdsvis simpel hjemmeside, og i april 2005 var Bar-Shoppen.dk sådan set født. - Det er ret nemt at starte en webbutik sammenlignet med en fysisk butik. Man skal jo egentlig bare have en computer, et program, der kan drive hjemmesiden, et bogholderi og så nogle lagerreoler, fortæller Peter Bach Madsen. - Det gik stille og roligt med at få gang handlen på hjemmesiden, men allerede efter nogle få måneder, så besluttede jeg mig til at få en mere professionel webshop, fortsætter han. - Mit udgangspunkt var egentlig, at jeg synes, at det var skægt at finde ting til sortimentet, men hvis man går i gang med sådan noget, så er man nødt til at gøre det ordentligt. Peter Bach Madsen fik derfor designet et logo, han forsynede sin hjemmeside med den nødvendige tekst, og i det hele taget greb han det hele meget seriøst an. - Når man har en lille butik, så skal servicen jo gerne være ligeså god som i en stor butik, forklarer han. Butikken er vokset Det varede ikke længe, før Bar-Shoppen.dk begyndte at vokse. - De penge, som jeg tjente, brugte jeg til at udvide mit varelager. - Det er vigtigt, at man finder noget, som er unikt. Hvis folk kan få den samme vare nede i den lokale købmandsbutik, så er det svært at sælge noget, fortæller Peter Bach Madsen. Det at sammensætte en lagerbeholdning kan faktisk være ganske svært. - Jeg har en del varer, som jeg ikke sælger noget af i nogle perioder, og lige pludselig så bliver der stor efterspørgsel på dem. Det kan være lidt svært at finde ud af, hvad man skal satse på. Men jeg har valgt nogle ting, som jeg har fast, og andre ting er der så lidt længere leveringstid på. I dag har Peter Bach Madsen faste aftaler med 10-12 leverandører, der kommer fra henholdsvis Danmark, Tyskland, Holland og England. - Og hvis jeg havde drevet butikken på fuld tid, så havde jeg nok også importeret fra USA, men det er lidt mere kompliceret. En stor tilfredsstillelse Ifølge Peter Bach Madsen så er det glæden ved at have stablet webbutikken på benene, der er vigtigst for ham. - Jeg kan sagtens få udfordringer nok på baggrund af mit almindelige job. Men jeg har bare lyst til det her, og det er da helt klart en stor tilfredsstillelse at se, at det er lykkedes. Ifølge Peter Bach Madsen skal man ikke umiddelbart forvente at blive rig ved at drive en webbutik i fritiden. - Man kan sagtens tjene nogle gode lommepenge. Og det skal man også helst. Men det står ikke mål med den tid, man bruger på det, forklarer han. Bar-Shoppen.dk har primært kunder i Skandinavien, men der er dog også enkelte handler med tyske kunder. Fuldtid eller deltid? Ifølge Peter Bach Madsen så kommer de fleste webbutik-ejere til en uundgåelig skillevej. - På et tidspunkt skal man beslutte, om man vil satse på at komme på fuld tid i sin egen butik. For Peter Bach Madsen betød den overvejelse dog, at han valgte at forsætte med at drive webbutikken i fritiden. - Jeg synes, det er spændende, at drive Bar-Shoppen.dk, men jeg er også så glad for mit arbejde på Novo Nordisk, at jeg ikke vil undvære det. Den beslutning har haft nogle konsekvenser for, hvordan Bar-Shoppen i dag bliver drevet. - Vil man drive det deltids, så skal man ikke tage munden for fuld. Så hellere en lidt mindre butik, som drives ordentligt, forklarer Peter Bach-Madsen - der eksempelvis fastholder kun at have telefontid, når han har fri fra sit arbejde på Novo Nordisk. - Jeg ved, at jeg går glip af meget salg ved ikke at svare på telefonen om dagen. Men jeg mener bare, at det er vigtigt at lave en skarp adskillelse. Peter Bach Madsen vil vurdere, at han i dag bruger 20-30 timer ugentligt på sin webshop. - Man skal gøre det fordi, at det er noget, der interesserer én. Ellers så kan man ikke overkomme det ved siden af sit normale arbejde. - Og ja, så kræver det jo, at man har en forstående kone, smiler han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden