Sætter spaden i til multiborg

Aggersund fejrer første spadestik på Aggersund Multiborg fredag 20. april

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

AGGERSUND:Efter to års forarbejde stikkes spaden nu endelig i jorden og markerer dermed startskud på opførelsen af "Aggersund Multiborg", der er et kreativt og attraktivt område med en bunke aktiviteter tæt ved byens stadion. Det sker fredag 20. april, hvor tre æresmedlemmer af Aggersund Idrætsforening får æren af de første spadestik efter velkomst ved formanden for idrætsforeningen, Mads Røge, og tale ved borgmester Knud Kristensen samt formanden for multiborgen, Henrik Sørensen. Aggersund Multiborg kommer til at bestå af en mini-udgave af Aggersborg Vikingeborg, legeredskaber, multibane, motorikfodboldbane samt en oase/pavillon. Det er idrætsforeningen, der er initiativtager til multiborgen, som har fået penge fra blandt andet fonde for at det kunne blive en realitet. 1,3 mio. kr. Hele herligheden er beregnet til at koste godt 1,3 mio. kr, men så bliver der også aktiviteter for enhver smag. Af dem der kan få glæde af aktiviteterne er blandt andre puljeordningen "Brobissen", hvor der både er vuggestuebørn, børnehavebørn og fritidsordning samt dagplejerne i Aggersund og Næsborg/Salling - der fast mødes en dag om ugen i Aktivitetshuset. Andre der kan få glæde af det er skoleklasser og børnehaver - her forventes Multiborgen at kunne anvendes i sammenhæng med studier af Aggersborg Vikingeborg samt naturen omkring Limfjorden. Her vil de kunne kombinere oplevelserne omkring disse steder og fortære mad i læ for regn og blæst, og samtidig få rørt sig i de mange redskaber og endvidere bruge banerne til f.eks. boldspil. De samme muligheder vil der være for familier, pensionister, gæster samt turister. Om vinteren vil multibanen kunne være dækket med is, når der er frost, så alle kan få sig en glide- og skøjtetur, ligesom pukkelbanens formationer vil kunne bruges til kælke- og skibane. Formanden for gruppen bag, Henrik Sørensen, glæder sig over, at man nu er så langt. - Efter to års arbejde er det dejligt at se, at der nu kommet noget konkret ud af alle anstrengelserne, siger Henrik Sørensen, som forventer at anlægget kan tages i brug lige efter sommerferien.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.