Samarbejde om nyt fælleshus

Både Lejerbo og Thisted Kommune vil udnytte den tidligere vuggestue på Havrevej til beboerprojekter

Lejerbos tidligere vuggestue på Havrevej kan få ny funktion som et fælleshus med mange forskellige aktiviteter rettet mod beboerne i kvarteret. Foto: Ole Iversen

Lejerbos tidligere vuggestue på Havrevej kan få ny funktion som et fælleshus med mange forskellige aktiviteter rettet mod beboerne i kvarteret. Foto: Ole Iversen

THISTED:Et egentligt medborgerhus får kvarteret omkring Havrevej, Refsvej og Grønningen ikke. Men nu er der noget, der ligner, på vej, idet boligselskabet Lejerbo og Thisted Kommune arbejder på at udnytte Lejerbos tidligere vuggestue på Havrevej til flere forskellige aktiviteter og projekter, som fortrinsvis vil være rettet mod beboerne i området.

Det har på et tidspunkt været et ønske, ikke mindst fra kommunens side, at skabe et medborgerhus i kvarteret. Thisted Kommune har specifikt søgt om penge fra staten til sådan et medborgerhus i forbindelse med, at kvarteret i en periode var udpeget som ghettoområde. Social- og sundhedsudvalget havde kig på den lukkede børnehave Mælkebøtten, men det endte med, at det blev Lejerbos vuggestue, der fik lov at overtage de lokaler.

Landsbyggefonden ville støtte

Også de to boligorganisationer i området, Lejerbo og Thisted Bolig, har været involveret i planerne om et medborgerhus, idet Landsbyggefonden var indstillet på et støtte sådan et projekt.

Lejerbo ønskede dog at lægge kræfterne i et nyt, boligsocialt projekt i stedet, også med støtte fra Landsbyggefonden, mens Thisted Bolig overvejede at etablere et medborgerhus på egen hånd. Byrådet i Thisted Kommune var indstillet på at stille en byggegrund til rådighed. Nu er projektet imidlertid stillet i bero.

Tør ikke binde an med hus

- Vi har meldt tilbage til kommunen, at vi ikke tør binde os til at skulle stå for driften af sådan et hus over en 30-årig horisont, siger Ove Jensen, direktør i Thisted Bolig. Han fortsætter:

- Selv om vi ville få tilskud til at få huset op at stå, så skulle vi selv stille med et stort driftstilskud fra dag ét. Vi ville samtidig skulle stille med ret så mange frivillige til at stå for aktiviteterne i huset, og det er der ikke mange, der vil forpligte sig på.

Ove Jensen tilføjer, at Thisted Bolig ikke endegyldigt har lukket døren for projektet.

- Men vi har sagt, at vi ikke tør arbejde videre med et medborgerhus på det foreliggende grundlag, siger han.

Går stadig efter ghettopenge

Thisted Kommune er dog stadig indstillet på at søge de penge hjem til et medborgerhus, som blev stillet kommunen i udsigt fra ghettopuljen.

- Det arbejder vi meget på, fastslår Ole Christensen, formand for social- og sundhedsudvalget.

Nu skal pengene i stedet bruges til at leje sig ind hos Lejerbo i den tidligere vuggestue. Planen er, at trivsels- og sundhedsprojektet Solsikken skal flytte ind i en del af bygningen. Projektmedarbejderne har i øjeblikket lokaler i en lejlighed på Refsvej, men savner plads til flere aktiviteter for beboerne i kvarteret.

Også en gruppe medarbejdere under Thisted Kommunes børne- og familieafdeling har brug for bedre lokaler og vil gerne ind i bygningen på Havrevej.

Nyt boligsocialt projekt

Endelig er Lejerbo selv på vej til at starte et nyt boligsocialt projekt, som vil få til huse i den tidligere vuggestue, hvis alt går efter planen.

Landsbyggefonden har givet grønt lys for, at Lejerbo kan gå i gang med at ansætte en projektleder. Vedkommende skal som sin første opgave skrive projektansøgningen færdig.

De overordnede rammer for projektet ligger dog nogenlunde fast. Pia Hesselvig, forretningsfører i Lejerbo i Nordjylland, oplyser, at der bliver fire indsatsområder, hvoraf de to er talt igennem med repræsentanter fra Thisted Kommune. Det er områder som børn, unge og familie samt sundhed.

- Vi har ikke forpligtet os på et samarbejde, men vi har drøftet muligheden, siger forretningsføreren.

De øvrige to indsatsområder handler om beboernetværk, inddragelse og demokrati samt image og kommunikation.

Alle har viljen til det

En endelig aftale mellem Lejerbo og Thisted Kommune er ikke indgået endnu, for der mangler lige nogle priser på, hvad ombygningen af den tidligere vuggestue vil koste.

- Men vi har alle viljen til det og kan se fordelen i at kunne bruge lokalerne på kryds og tværs, siger Pia Hesselvig.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.