Fodboldlandsholdet

Sambaduo på topniveau

Vendsyssel Håndbolds to brasilianske spillere udtaget til A-landshold

Mariana Costa fra Vendsyssel Håndbold er udtaget til det brasilianske A-landshold.Arkivfoto: Bente Poder
Mariana Costa fra Vendsyssel Håndbold er udtaget til det brasilianske A-landshold.Arkivfoto: Bente Poder

FREDERIKSHAVN: Vendsyssel Håndbold (VH) har for første gang fået udtaget spillere til et A-landshold.

Det drejer sig om klubbens to brasilianere, Mariana Costa og Larissa Araujo, der begge er udtaget til samling med det brasilianske A-landshold.

Samlingen forgår i Brasilien i perioden 5.- 15. september.

- Det var helt fantastisk at få lov til at overbringe pigerne den gode nyhed, og i klubben er vi meget stolte over denne udtagelse, siger VH’s direktør Jan Hansen.

De to spillere tog ved årsskiftet et stort spring og forlod Brasilien for at komme til Danmark, hvor de går på Nordjyllands Idrætshøjskole, samtidig med at de er med i VH’s 1. divisionstrup.

- Ved at rejse til Danmark har de investeret i deres håndboldfremtid med det sigte at komme på Brasiliens A-landshold, og med udtagelsen til den kommende samling er første del nået, siger Jan Hansen.

Helt vildt

- Det er helt vildt det her, lyder det fra de to brasilianske spillere ovenpå udtagelsen.

- Vi har igennem de seneste seks måneder i Danmark fået en fantastisk opbakning både på Nordjyllands Idrætshøjskole og i VH, og vi er begge klar til at give den gas og vise, at springet til Danmark og VH har været det helt rigtige for vores udvikling både som håndboldspillere og personer.

Premierekamp flyttes

Udtagelsen af Mariana og Larissa til det brasilianske A-landshold betyder formentlig, at VH’s premierekamp i sæsonen ude mod Hadsten skubbes et par dage.

- Efter turneringsplanen skulle vi møde Hadsten 14. september, men da vores brasilianske duo først vender hjem efter træningslejren 15. september, har vi bedt Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Hadsten om udsættelse af kampen til 17. eller 18. september, siger Jan Hansen.

- I øjeblikket undersøger Hadsten mulighederne for en ændring af kampdatoen, og jeg forventer helt klart, at vi får vores brasilianere med i premieren. Det er normal praksis indenfor DHF, at kampe flyttes, så klubberne kan have deres landsholdsspillere med på banen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden