En kommunal direktør, der på samme tid får løn fra to kommuner og ender med en årsindkomst på 2,8 millioner kroner: Det lyder som noget, der er gået helt galt.

Og det er det også.

Bare ikke på den måde, som nogle måske tror.

For den nemmeste løsning er at pege på manden i midten. Søren Aakjær blev fyret i Viborg, fik en fratrædelsesaftale og er nu ansat som direktør i Frederikshavn. Dermed får han i en periode løn begge steder fra.

Det lyder voldsomt. Men det er hverken hans opfindelse eller hans ansvar.

Han har ikke skrevet reglerne, og han har heller ikke selv forhandlet aftalerne. Han har sagt ja til et nyt job på de vilkår, arbejdsgiverne selv har besluttet. 

Det ville de fleste gøre.

Og derfor er det systemet, og ikke Søren Aakjær, der er problemet. 

Kommunerne har gennem årene indrettet fratrædelsesordninger, som bygger på en tanke om, at topchefer løber en særlig risiko. Mister de jobbet, skal de have en økonomisk sikkerhed, fordi det kan være svært at finde en ny tilsvarende stilling.

Det argument bliver imidlertid stadig sværere at få øje på.

Når en direktør kan gå fra ét rådhus til et andet på få måneder og samtidig beholde sin fratrædelsesgodtgørelse, er det svært at forklare skatteborgerne, hvorfor der ikke sker modregning.

Det er heller ikke tilfældigt, at kritikken denne gang kommer fra forskere i offentlig forvaltning og fra politikere på tværs af Folketinget. Der er en voksende erkendelse af, at reglerne er blevet for rundhåndede.

Alligevel fortsætter de.

Og det er netop det, der bør vække mest undren.

For hver gang en sag som denne dukker op, lyder den samme forargelse. Politikerne ryster på hovedet. Vi taler om de gyldne håndtryk. Og borgerne spørger, hvordan det kan lade sig gøre.

Svaret er enkelt.

Fordi sådan er systemet indrettet. 

Og systemer ændrer ikke sig selv.

I Frederikshavn rammer historien ovenikøbet ned i en kommune, hvor tilliden allerede er sat på prøve. Millionhuller, dyre fratrædelsesaftaler, stor udskiftning blandt cheferne og en ledelse, der alt for ofte har afvist at forklare sig, har efterladt mange borgere med en berettiget tvivl om, hvem der egentlig har ansvaret, når noget går galt.

Derfor er det vigtigt at holde fokus på det egentlige problem. 

Hvis den offentlige debat ender med at handle om Søren Aakjær som person, bliver den bekvem. Så får alle lov til at pege på én mand, mens reglerne står urørte tilbage.

Det er den letteste løsning, men desværre også den dårligste.

For problemet er ikke, at en direktør følger de vilkår, han er blevet tilbudt.

Problemet er, at de vilkår findes.

Skatteborgerne har krav på ordentlige regler. Og embedsmænd har krav på ikke at blive hængt ud for at følge dem. Hvis nogen skal stilles til ansvar, er det dem, der har skrevet reglerne - og som stadig har magten til at ændre dem.

Mette Rask Bentzen er redaktionschef for Samfund