Alternativet

- Det har ikke været et trygt rum for mig

Det nordjyske folketingsmedlem Susanne Zimmer forlader Alternativet på grund af lederen og det psykiske arbejdsmiljø

Susanne Zimmer blev valgt for Alternativet, men fortsætter som løsgænger i Folketinget. Privat foto.

Susanne Zimmer blev valgt for Alternativet, men fortsætter som løsgænger i Folketinget. Privat foto.

KØBENHAVN:Susanne Zimmer er et af de fire folketingsmedlemmer, som mandag forlod Alternativet for at blive løsgængere. Hun lægger ikke skjul på, at hun går på grund af den nye politiske leder, Josephine Fock, som blev valgt af medlemmerne godt en måned siden.

- Vi har faktisk ikke haft så meget tid til at snakke politik, mens Josephine har været politisk leder. Det er ikke blevet prioriteret, siger det nordjyske folketingsmedlem. - Så jeg kan ikke sige, at det er på grund af politisk uenighed, siger Susanne Zimmer om sin udmeldelse.

Se interview:

- Jeg har brug for at have en leder, hvor jeg føler, at der er tillid og troværdighed, og at vi spiller med åbne kort, og at der dermed også kan blive et godt psykisk arbejdsmiljø. Det har der ikke været for mig, siger hun.

Susanne Zimmer beskylder ikke Josephine Fock for rent fysisk at have grebet fat, sådan som beskyldningen har lydt andre steder, mens Fock selv kategorisk har afvist det.

- Det er ikke blevet råbt eller rusket eller noget. Det har bare ikke været et trygt rum for mig at være i, siger Susanne Zimmer.

Hidtil har hun været gruppeformand i Alternativet. Hun ved ikke, om hun vil opstille igen. Hun har ikke tænkt sig at overlade sin plads i Folketinget til en anden fra Alternativet.

- Jeg er primært forpligtet over for, i hvert fald også forpligtet, i forhold til det folkelige mandat, jeg fik under folketingsvalget. Det agerer jeg ud fra. Jeg vil fortsat have det politiske ståsted, som jeg blev valgt på baggrund af. Så jeg har ingen planer om at træde ud af Folketinget.

Ville det ikke være mest demokratisk, at du gav pladsen til en fra Alternativet?

- Folketingsvalget er det, der er vigtigst for mig. Det er det mandat, jeg har. Jeg er ærgerlig over, at det jeg gør, splitter nogle af vores medlemmer, siger Susanne Zimmer.

Hun satser på, at arbejde videre i Folketinget med biodiversitet, miljø, trafik og psykiatri.

Hun håber, at Alternativet vil rejse sig igen og vil så overveje at melde sig ind igen, måske hvis der kommer en ny politisk leder i stedet for Josephine Fock.

Alternativet har nu kun ét medlem af Folketinget, Torsten Gejl, som tidligere var valgt i Nordjylland. Josephine Fock er ikke medlem af Folketinget.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.