Blodbank

Donorer er forsvundet - blodbank mangler 1000 til at give blod

Nedlæggelse af mobil blodbank får mange donorer til at falde fra - de vil ikke køre 30-40 kilometer for at blive tappet. Formand for donorkorpset er pessimist i forhold til at skaffe nye donorer

Blodbankens tappested på Hobro Sygehus blev indviet i maj i år. Det var planen, at der skulle være åbent hver tirsdag og onsdag, men i øjeblikket er det sjældent åbent mere end en dag, fordi der ikke er donorer nok. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Blodbankens tappested på Hobro Sygehus blev indviet i maj i år. Det var planen, at der skulle være åbent hver tirsdag og onsdag, men i øjeblikket er det sjældent åbent mere end en dag, fordi der ikke er donorer nok. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

NORDJYLLAND:I begyndelsen af året valgte Region Nordjylland, at køre den mobile blodbank - kaldet blodbussen - i garage, og oprettede i stedet en fast tappeenhed på Hobro Sygehus.

Nu mangler blodbanken 1000 donorer til at give blod i Hobro.

- Vi skal opbygge et nyt tappested, hvor donorerne i ti år har været vant til bussen. Nu skal de vænne sig til, at de skal køre til det nærmeste sygehus. Vi var forberedt på, at en del donorer ville falde fra, men det er sværere, end vi havde forventet, at få nye ind.

- Så vi mangler 1000 faste donorer, siger Helle Hylander, der er afsnitsledende sygeplejerske i blodbanken på Aalborg Universitetshospital, der også står for tapningerne i Hobro og de øvrige steder i Nordjylland.

For at få 1000, der fast kan give blod, skal man ud at finde cirka 2000, der er klar til at lade nålen glide i armen. Erfaringer viser nemlig, at en del af dem der melder sig, har vener der ligger for dybt i kroppen, eller af helbredsmæssige årsager ikke kan bruges som donor.

Bloddonor

Man kan melde sig som bloddonor, fra man er 17 år, og til man er 60 år. Har man meldt sig som bloddonor, før man er 60 år, må man fortsætte, indtil man fylder 70 år.

Man skal have godt helbred og veje mindst 50 kilo.

På landsplan vil man gerne skaffe 25.000 bloddonorer hvert år.

Mænd må blive tappet for blod fire gange om året, mens kvinder må tre gange om året. Det skyldes, at kvinders jerndepoter hurtigere bliver brugt op på grund af menstruation.

I Nordjylland er der tappesteder i Thisted, Nykøbing Mors, Hjørring, Aalborg og Hobro.

"Hvad sagde jeg"

Da regionen valgte at nedlægge blodbussen, var der flere kritiske røster, blandt andet fra regionsrådsmedlem Pia Buus Pinstrup (K), der også er sygeplejerske på Farsø Sygehus.

- Jeg synes det er ærgerligt, at der mangler så mange donorer, men samtidig forstår jeg godt, at folk ikke vil køre 30-40 kilometer for at blive tappet. Vi ser nu konsekvensen af, at man ikke lyttede til de lokale kræfter. Det er jo fristende at sige, "hvad sagde jeg".

Pia Buus Pinstrup foreslog, da blodbussen blev nedlagt, at der skulle oprettes flere små tappesteder.

- Nordjylland er den region, hvor der er længst mellem tappestederne. Og vi må overveje om der er behov for flere, og hvor meget det koster. Tidligere var det en bus, der kørte rundt, så jeg kan ikke forstille mig, at man skal anskaffe ret meget udstyr for at lave små tappesteder, siger hun.

Svært at finde så mange

Der er i øjeblikket godt 1000 donorer, der er tilknyttet tappestedet i Hobro, og målet er, at det antal skal fordobles

- Vi er gået i gang. I fredags lavede vi et opslag på Facebook, og mandag var der 35 nye potentielle donorer, men der er stadig lang vej til de 2000, siger Helle Hylander.

Når blodbankerne mangler donorer, bliver de ofte hjulpet af de frivillige lokale donorkorps i organisationen Bloddonorerne i Danmark.

Aage Kjær, der er formand for donorkorpset i Hobro, er ikke optimistisk i forhold til at skaffe 1000 nye donorer. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Aage Kjær, der er formand for donorkorpset i Hobro, er ikke optimistisk i forhold til at skaffe 1000 nye donorer. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

I Hobro er formand Aage Kjær pessimist i forhold til at skaffe de mange nye donorer.

- Det bliver meget svært. For nogle år siden, var det ikke noget problem. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, men 1000 nye er rigtig mange, siger han.

Han forklarer, at det er få virksomheder, der vil give de ansatte fri i den time, som en tapning tager.

- Blodbanken er åbent om formiddagen og eftermiddagen, derfor skal de, der arbejder, have fri - tidligere var der flere, der arbejdede på akkord. Tidligere kørte taxaerne også gratis til blodbanken, det gør de heller ikke længere, siger Aage Kjær om årsagen til, at rekruttering af nye donorer er blevet sværere.

Udover at besøge virksomhederne, vil donorkorpset stå i gågaden i Hobro til open-by-night, og når julemanden skal vækkes.

Herudover forsøger man at hverve unge donorer på byens uddannelsessteder.

Kan ende med lukning

Hvis det ikke lykkes at finde de 1000, der kan give blod i Hobro, fortæller Helle Hylander, at man bliver nødt til at kigge på andre muligheder.

- Vi kommer ikke til at mangle blod, men vi skal finde andre løsninger. Det kan være at udvide åbningstiden i Aalborg og tappe andre donorer lidt oftere, siger hun.

- En konsekvens af ikke at have fuld kapacitet i Hobro kan være, at vi bliver nødt til at lukke tappestedet igen. Det vil vi være kede af, også over for de 1000 donorer der i dag benytter stedet. Så vi håber, at borgerne i og omkring Hobro, vil melde sig som donorer, siger hun.

Ved årsskiftet stoppede Region Nordjylland med at have en blodbus. Det betyder, at nogle donorer skal køre 30 til 40 kilometer for at komme til et tappested. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Ved årsskiftet stoppede Region Nordjylland med at have en blodbus. Det betyder, at nogle donorer skal køre 30 til 40 kilometer for at komme til et tappested. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Alt blod, der tappes i Hobro og andre steder i Nordjylland, fragtes til blodbanken i Aalborg, hvor det centrifugeres og opbevares, inden det fragtes ud på sygehusafsnit, hvor det skal benyttes.

I blodbanken i Aalborg er der primært specialtapning af blodplasma og blodplader, der kan bruges til medicinfremstilling, mens der i Hobro, Hjørring, Thisted og Nykøbing tappes fuldblod, der anvendes til at erstatte blodtab i forbindelse med ulykker og operationer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.