Får du hjertestop på valentinsdag, er hjælpen på vej...
...på fredag - den 14. februar - går hjerteløberordning nemlig i luften i Region Nordjylland.
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:59
NORDJYLLAND: Fra fredag den 14. februar - valentinsdag - begynder TrygFondens Hjerteløberordning i luften i Region Nordjylland. Det vil sige, at de 4500 nordjyder, der allerede har tilmeldt sig samt øvrige tilmeldte, der opholder sig i Nordjylland, kan blive kaldt, hvis der er hjertestop.
Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse .
I oktober - i forbindelse med budgetaftalen - offentliggjorde Region Nordjylland, at man havde indgået en aftale med TrygFonden om at komme med i Hjerteløberordningen. Og man arbejdede på at finde en dato, hvor ordningen skulle træde i kraft.
Får adresse og opgave ved hjertestop
TrygFondens Hjerteløberordning er en frivillig ordning, hvor alle kan downloade en app på deres smartphone.
Når der er hjertestop i de regioner, der er tilmeldt ordningen, vil vagtcentralen sende en alarm til de personer, der er inden for en radius af 1,8 kilometer fra hjertestoppet. Når en person accepterer kaldet, vil vedkommende modtage en adresse og en opgave, som enten kan være at løbe direkte til hjertestoppet eller hente nærmeste hjertestarter og derefter løbe til adressen.
- Tid er afgørende, når det kommer til hjertestop, både i forhold til overlevelse og men-grad. I den sammenhæng er frivillige en uvurderlig ressource. Der vil ofte være frivillige - både i byer og på landet, der vil kunne nå frem til hjertestop før en ambulance. Vores vigtigste opgave på det præhospitale område er at redde liv, og her er al hjælp en stor hjælp, siger regionsrådsformand Ulla Astman i pressemeddelelsen fra Region Nordjylland.
Håber på 8000 hjerteløbere
- I Region Nordjylland har vi en flot tradition for frivillighed og villighed til at gøre en forskel for sine medborgere, inden det professionelle beredskab når frem. Vi er derfor rigtig glade for, at vi nu siger velkommen til en tredje frivilligordning, hvis formål er at yde førstehjælp til medborgere med hjertestop, siger Ulla Astman, der håber, at de 4500 nordjyder, der allerede har tilmeldt sig hjerteløberordninger bliver fordoblet.
Når man er tilmeldt i Nordjylland, kan man også modtage alarmer, når man befinder sig i Region Hovedstaden eller Midtjylland, der også er tilmeldt ordningen.
I gennemsnit er der cirka halvandet hjertestop i døgnet i Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.