De bærer refleksveste og guider trafikken. Men hjemmeværnet har langt flere opgaver, end du tror
Flere og flere nordjyder vil forsvare Danmark - men hvad laver de frivillige i hjemmeværnet?
Opdateret 15. april 2025 kl. 08:31
Langt de fleste af os kender nok hjemmeværnet som de frivillige i refleksveste, der hjælper til ved cykelløb eller ved parkering til koncerter.
Men i en usikker verdenssituation med krig i Europa, USA's interesse i Grønland og en toldkrig, er flere og flere nordjyder begyndt at se mod hjemmeværnet.
For hjemmeværnet laver meget mere end bare at gelejde os civilister rundt.
Interessen er steget så meget, at på de første tre måneder af 2025 har 70 nordjyder kontaktet hjemmeværnet i Nordjylland for at høre om mulighederne for at blive frivillig.
Normalt modtager de omkring 200 henvendelser på et helt år.
Det fortæller seniorsergent hos hjemmeværnet i Nordjylland, Peter Geert Aas. Han står blandt andet for rekrutteringen af frivillige.
Han understreger dog, at det ikke er alle nordjyder, der henvender sig, der rent faktisk bliver hjemmeværnssoldater. Alligevel kan man se, at hjemmeværnet i Nordjylland tager flere ind.
Spørger man Peter Geert Aas, skyldes de mange henvendelser især den usikre verdenssituation, som folk følger i medierne.
- Så tager de stilling og vil gøre noget. Det tror jeg egentlig er det, vi ser. Vi har jo selvfølgelig via vores sociale medier og aktiviteter fortalt om, hvilke opgaver vi løser. Så mange bække små har givet den øgede søgning.
Men hvilke opgaver er det egentlig, hjemmeværnssoldaterne løser?
Det har vi spurgt Peter Geert Aas om.
Når Danmarks NATO-allierede skal have materiel eller personale til andre NATO-lande øst for Danmark, skal de ofte igennem vores land på vejen.
Og der hjælper både forsvaret, politiet, hjemmeværnet og andre myndigheder, mens de er i Danmark. Her hjælper hjemmeværnet specielt med sikkerheden.
Det er en type opgave, som hjemmeværnet har fået flere af de seneste år.
- Det har vi set både i Skagen og i Aalborg, hvor der har været udskibning af materiel, eller der har været allierede fartøjer inde. I Skagen sikrede vi havneområdet. Det er ikke folk fra hæren, der står der. Det er vores frivillige hjemmeværnssoldater, der møder ind og løser den opgave, siger Peter Geert Aas.
Nogle gange har soldaterne også været lånt ud til andre steder i Danmark, fortæller han. Blandt andet til Esbjerg eller Aarhus, når de har større opgaver, der kræver flere folk.
En af hjemmeværnets kerneopgaver er at støtte forsvaret.
Det gælder også, når forsvaret skal uddannes, fortæller Peter Geert Aas.
Hjemmeværnet kan blandt andet hjælpe ved at sætte instruktører til rådighed.
Men de kan også hjælpe ved at være en del af øvelserne, både som modstandere og medspillere til forsvarets soldater.
En stor del af hjemmeværnets opgaver er bevogtning, fortæller Peter Geert Aas.
Det kan både være i forbindelse med værtsnationsstøtte, men også for at hjælpe politiet.
- Det kan også være sikring af et gerningssted eller en brandtomte, det har vi gjort en del i. Så kan politiet koncentrere sig om at lave det, de er gode til, og så kan vi styrke dem ved at stille med nogle, der kan holde folk væk, fortæller Peter Geert Aas.
Han forklarer også, at opgaverne ser lidt forskellige ud, alt efter om man er en del af marine-, flyver- eller hærhjemmeværnet.
Nogle bevogter de fly, man har i Nordjylland, nogle laver farvandsovervågning eller redning til søs, mens andre igen bevogter militære installationer og kritisk infrastruktur.
Lad os slutte af med stereotypen: Den frivillige i refleksvest, der hjælper med parkering eller et cykelløb.
For det er jo her, de fleste af os kender de frivillige i hjemmeværnet fra.
Og det er også en fordom, som Peter Geert Aas genkender. Men det er vigtigt at forstå, at i den situation har politiet bedt hjemmeværnet om at træde til, mener han.
- Hvis en arrangør af et cykelløb vurderer, at de har brug for, at der skal være vagter på ruten, så er det politiet, de ringer til. Så tager politiet en vurdering af, om der er behov for vagter, eller om det bare kan være nogle fra cykelklubben. Hvis vi ikke stod derude, så stod der en politibetjent.
Det vil sige at hjemmeværnssoldaterne blandt andet er dækket under samme embedsmandsbeskyttelse som politibetjente.
- Det betyder også, at dem, vi har indsat på sådan en opgave, de er beskyttet på samme måde som en politibetjent. Det er nemlig en udbredt misforståelse, forklarer Peter Geert Aas.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.