Kunde var låst inde i Netto: Forbipasserende kastede brosten for at redde ham ud
Tre forbipasserende måtte ty til nødret søndag aften
Opdateret kl. 21:07
Søndag aften skulle for 27-årige Mikkel Carlsen og en kammerat blot stå på et stille og roligt besøg på McDonald's.
Den plan ændrede sig hurtigt, da de kort efter klokken 23 kom til Netto på Danmarksgade. Her hev en mand nemlig fat i dem og påpegede, at en kunde var låst inde i butikken efter lukketid. En episode, som Nordjyske også tidligere har skrevet om mandag.
- Der står en mand inde i butikken og banker ivrigt på ruden, og der er fuldstændig røget til derinde. Vi kunne knap nok se hans ansigt, og han holder sig også for munden, siger han.
De tre mænd kunne ikke kommunikere med den nødstedte kunde gennem glasset.
Først begynder de derfor fysisk at forsøge at adskille dørene fra hinanden med hænderne. Det lykkedes ikke.
- Vi havde en mistanke om, at det var en røgkanon, der var gået af. Men vi tænkte også, at der kunne være ild derinde. Vi troede virkelig, det var alvorligt.
De beslutter sig derfor for at ty til nødret og smadre ruden for at få kunden ud. Det gør de ved at finde nogle brosten fra noget vejarbejde på den anden side, mens Mikkel Carlsen selv ringer 112.
- Alarmcentralen roser os faktisk for vores indsats og siger i telefonen, at vi skal fortsætte med at prøve at smadre ruden, indtil de når frem, siger den 27-årige nordjyde.
- Han er modig
Der går dog ikke længe før den Netto-medarbejder, som har låst butikken af, vender tilbage. Han har kunnet høre, at der var tumult ved butikken. Mikkel Carlsen fortæller også, at en cyklist så noget skræmt ud, da hun passerede hændelsen.
Medarbejderen får hurtigt låst butikken op og reddet manden ud. Han er lettere chokeret, men dog uskadt.
- Jeg synes faktisk, at medarbejderen - trods fejl om at låse kunden inde - er utrolig modig sådan at løbe tilbage mod tre mænd, der ude fra set ligner nogle, der begår hærværk, siger Mikkel Carlsen.
Kort efter kommer politiet og tager en hurtig snak med både kunden, medarbejderen og de tre mænd.
De var heldigvis forstående over for aktionen.
- Vi talte selvfølgelig lidt med kunden bagefter og spurgte, om han var okay. Men så cyklede han ellers hjem, mens vi fortsatte videre mod McDonald's.
Ifølge Mikkel Carlsen skete det hele blot på to minutter.
Nordjyllands Politi har tidligere bekræftet, at alarmcentralen søndag klokken 23.09 modtog et opkald om, at flere personer stod og kastede med brosten mod ruderne på Netto i Danmarksgade i Aalborg. Og at hændelsen viste sig at være et helt legalt forehavende.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.