Kunst

Nul kroner til kunst på nyt storsygehus

Ambitionerne er alt for lavtflyvende, når det gælder udsmykningen af regionens nye supertanker på sundhedsområdet, mener regionspolitiker

I budgettet er der ikke sat penge af til ny kunst. Foto: Henrik Bo

I budgettet er der ikke sat penge af til ny kunst. Foto: Henrik Bo

NORDJYLLAND:Et stort rundt nul.

Der er ingen penge sat af til kunst på det nye storsygehus, der er ved at blive bygget i Aalborg Øst.

Det ærgrer regionsmedlem Mogens Ove Madsen (S), formand for regionens akut- og praksisudvalg.

Mogens Ove Madsen efterlyser en plan for inddragelse af kunst og kunstnere i sygehusbyggeriet. Privatfoto

Mogens Ove Madsen efterlyser en plan for inddragelse af kunst og kunstnere i sygehusbyggeriet. Privatfoto

- Andre steder i landet har de fundet flere millioner til de nye sygehuse, så det handler vel om manglende bevidsthed om kunst i det nye byggeri eller manglende prioritering. Jeg er sgu bange for, at begge dele mangler, siger Mogens Ove Madsen, som har bedt om en status på planerne om udsmykning.

Det korte svar fra embedsmændene er, at der ingen planer findes. Endnu.

Skal satse på fonde

Af et svar fra administrationen i Region Nordjylland fremgår det, at der ikke er afsat et særskilt budget til kunstnerisk udsmykning af det nye hospital, og det forventes heller ikke, at der kan findes finansiering inden for den sum penge, der er bevilget til byggeriet.

Hospitalet i Aalborg Øst bygges som de andre nye storsygehuse på bevilling fra det, der hedder kvalitetsfondsmidlerne, men byggerierne er undtaget fra den almindelige regel, at der i statslige byggerier skal afsættes et beløb til ny kunst - 1,5 procent af byggesummen.

Med andre ord er det en kan-opgave, ikke en skal-opgave.

Hvad er vigtigst?

- Det er en svær diskussion, om man skal prioritere patientfaciliteter og behandlingsmuligheder i forhold til kunst. Meget tidligt har vi sagt, at de normale rammer med en halv million kroner, som regionen bevilger, ikke rækker til så stort et projekt. Så vi har på forhånd vidst, at vi på et senere tidspunkt skulle i gang med at undersøge, om det er muligt at få fondsmidler til den kunstneriske udsmykning, siger projektdirektør Niels Uhrenfeldt.

Det arbejde er ikke gået i gang, og der er heller ikke vedtaget en strategi. Men det er på vej, og udkastet vil blive forelagt politikerne.

Alternativt skal der findes penge til kunst igennem regionens eget budget eller via fondsdonationer. Desuden skal mulighederne for at genbruge kunst, der findes på de eksisterende sygehusmatrikler, tages med i overvejelserne.

Brug for ro og balance

Flytning af gammel kunst fra de eksisterende sygehuse skal dog overvejes nøje. Blandt andet er nogle af værkerne skabt til de steder, hvor de hænger og står nu, mener projektdirektøren.

Eksempelvis "Aalborgværket", der fylder et helt uderum i Medicinerhuset på sygehus syd, men Niels Uhrenfeldt mener, det bør undersøges, om det skal flyttes fra Hobrovej til den ny hospitalsby i øst.

Mange rum på det nye hosptial er så langt i byggeprocessen, at det færdige resultat kan fornemmes. Arkivfoto: Martin Damgård

Mange rum på det nye hosptial er så langt i byggeprocessen, at det færdige resultat kan fornemmes. Arkivfoto: Martin Damgård

- Selv om kunstværket er kreeret til stedet, kunne man tage en dialog med kunsteren for at høre om mulighederne for at genplacere det og indpasse det på et nyt sted.

Uhrenfeldt er dog langt fra interesseret i, at alt det eksisterende kunst automatisk flytter med.

- Man skal passe på, at det ikke bliver for meget og for overlæsset. For eksempel er det nogle meget fine interiøroverflader i foyer-området på det ny hospital med med glas og mursten og balkoner, der bevæger sig på kryds og tværs af rummene. Man skal måske også forsøge at få skabt en vis ro og balance, mener han.

Udfordrer arkitekter

Politikeren Mogens Ove Madsen er dog mindre diplomatisk og mener, at byggeledelsen er for sent ude og har forsømt at tage kunsten ind i projektet lang tidligere. Det er en skam, synes han, for netop det kunstneriske syn kunne udfordre det arkitektoniske syn på byggeriet.

- Når der ingen strategi er lagt for kunst i bygningerne, mangler der svar på, hvad det er for en opgave, man står over for, og hvad vi kunne tænke os af kunst. Hvilke muligheder er der for støtte og for at få rullende udstillinger. Hvis det kan nåes, synes jeg, at en eller flere kunstnere skulle være med til at færdiggøre byggeriet, for der er masser af spørgsmål at tage fat på. Det kan kun gå for langsomt, mener Mogens Ove Madsen.

Helende effekt

Sygeplejerske og lektor Birgitte Schantz Laursen, som er formand for kunstudvalget på Aalborg Universitetshospital, håber også på, at kunsten bliver prioriteret.

- Der ligger en del evidensbaseret viden, der siger, at smukke omgivelser og kunst har en helbredende effekt, påpeger hun.

Udvalget har dog ikke det store at gøre godt med. Midlerne kommer fra promilleandel af personalets lønsum, og udvalget har cirka 70.000 kr. om året at købe ind for, så der skal helt andre beløb på banen, hvis der skal være økonomi til større kunstnerisk udsmykning med anerkendte kunstnere på det ny sygehus, mener hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst