Om morgenen møder jeg en mand med et net. Og jeg ved, hvad han gemmer deri

Til nyheden om, at Thomas Bustrup blev fyret som vicedirektør i Dansk Industri efter en fængselsdom for spirituskørsel. 

Det er den naturlige, umiddelbare reaktion. En handling så farlig og så meningsløs ligger til at blive fordømt.

Men måske afslører netop vores spontane fordømmelse, hvor lidt vi egentlig forstår af alkoholens greb, hvis vi ikke selv har mærket den.  

For Bustrup-sagen handler ikke kun om dårlig dømmekraft. Den handler om afhængighed. Om de mennesker, der mister kontrollen længe før, det bliver synligt for omverdenen. Og om de mange danskere - og nordjyder - der lever et stille liv i alkoholens skygge.

Tallene alene fortæller en tung historie: Omkring 14.000 nordjyske borgere har et alkoholmisbrug, og derudover drikker yderligere knap 60.000 nordjyder skadeligt meget. Hvis du løfter blikket, er det således hver sjette af de dem, du møder på din vej. Læg dertil de flere end 80.000 nordjyder, der har et 'storforbrug' af alkohol.  

Og tænker vi på børnene, så betyder det, at der i hver nordjyske skoleklasse er et-to børn, der lever med alkoholproblemer derhjemme. Ikke nødvendigvis i de hjem, man forestiller sig.

For alkoholmisbrug har ingen bestemt adresse.

Forskningen er klar: Et liv med for meget alkohol er et liv med kortere levetid, ringere helbred, hyppigere depressioner og større social isolation. For de fleste sker det ikke fra den ene dag til den anden. Afhængigheden sniger sig ind, og den overtager gradvist;

dømmekraften, 
arbejdslivet,
relationerne,
selvrespekten.

En del af os har måske haft perioder, hvor vi har drukket mere, end vi burde. 

I hvert fald har jeg ikke altid selv holdt mig indenfor Sundhedsstyrelsens anbefalede genstandsgrænser. Det har dog aldrig taget styringen over mit liv, for jeg har ikke et afhængighedsgen, der arbejder imod mig. 

Men det har andre.

Jeg tænker på den nabo, der frekventerer flaskecontaineren på daglig basis. Men endnu mere tænker jeg på den mand, jeg ofte møder på morgenløbeturen.

Han kommer gående med et net fra brugsen, altid i højre hånd, fyldt med dagens forsyninger. Han smiler venligt, men blikket er vigende, resigneret. 

Som om vi i det korte møde deler en bevidsthed om, at hans liv rummer noget tungt. 

Når vores blikke mødes, kan jeg se, at han ved, at jeg ved det. Vi hilser og passerer. Om nogle dage udspiller scenen sig endnu engang. 

Hver gang spørger jeg mig selv: 

Har jeg et ansvar som medborger?

Bliver jeg et bedre menneske af at tilbyde hjælp - eller et dårligere, hvis jeg forholder mig tavs?

Og hvor går grænsen mellem privatliv og pligt?

Det sidste ved jeg ikke endnu. Men jeg ved, at vi som samfund ikke kan nøjes med at ryste på hovedet ad en direktør, der kører spritkørsel to gange på én dag. 

Vi må også tale om de tusinder, der drikker for meget uden for offentlighedens opmærksomhed. Om børnene, der lever stille i det. Om naboerne, vi hilser på. 

Vi kan starte med at spørge hinanden, om vi kan gøre noget anderledes?

Hvad synes du?

Dette er en kommentar skrevet af Nordjyskes redaktionschef for Samfund, Mette Rask. Den udtrykker skribentens egen holdning.