Overlæge: Kig på dig selv - vi har alle et ansvar

God hygiejne og afstand starter med den person, du ser i spejlet, lyder det

Der var fyldt godt op i Kennedy Arkaden torsdag, og ikke alle holdt god afstand. Foto: Claus Søndberg

Der var fyldt godt op i Kennedy Arkaden torsdag, og ikke alle holdt god afstand. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Det er torsdag formiddag, der er genåbning - Grand Opening - af butikscentret Kennedy Arkaden. Lige pludselig er der så mange mennesker forsamlet, at det hele løber lidt af sporet, og der gentagne gange lyder opfordringer til at holde afstand.

Endda på den dag, hvor der har været flest nye smittede med coronavirus siden starten af april.

Lige dér er det let at blive forarget og forlange, at "nogen må gøre noget". Men inden forargelsen tager overhånd, så opfordrer Michael Dalager-Pedersen, der er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, os lige til at vende blikket mod os selv først.

- Vi har alle et ansvar. Det er ikke kun dem, der står for den her genåbning. Selvfølgelig har de et ansvar, men jeg synes, at vi skal kigge os selv i spejlet - alle os borgere her i Nordjylland - og så forstå, at det her handler om at holde afstand. At det handler om holde hygiejnen, at der er de her regler og anbefalinger udstukket fra Sundhedsstyrelsen, og at det er en rigtig god ide at overholde dem, siger Michael Dalager-Pedersen.

Så spørg dig selv, om det nu også er så vigtigt at være for eksempel i Kennedy Arkaden lige præcis på det tidspunkt, hvor snoren bliver klippet. Kunne det have ventet et par timer - eller måske til i morgen?

Potentiel "superspreder"

Problemet med en begivenhed som den, der fandt sted i Kennedy Arkaden, er i særdeleshed, at den var indendørs.

- Problemet med en virus som den her, der er luftbåren, er, at der skal jo ikke ret meget til andet end en enkelt syg person, der står i et tætpakket område, så kan det gå galt.

- Det vi ser ved nogle af de her superspreder-begivenheder er, at smittetrykket stiger voldsomt. Normalt når vi taler om smittetryk, så er tallet måske en eller halvanden. Så er det fordi, den gennemsnitlige smittede smitter en eller halvanden person videre.

- Men ved sådan nogle superspreder-begivenheder, der sker der i ny og næ nogle små eksplosioner, hvor en person giver det videre til måske 20 personer. Så har man de her situationer, som man hurtigst muligt skal have lukket ned for, og netop derfor er det uheldigt, at man samler så mange mennesker på så lille et område, siger Michael Dalager-Pedersen.

Hvis man står som arrangør og er i tvivl om, hvordan man skal håndtere situationen omkring coronavirus, så kan man søge hjælp hos myndighederne for at få råd og vejledning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Flår medalje af Helgstrand: Hest pumpet med medicin aftenen før stævne
Luk