Peter på 56 år overlevede syv hjertestop: Han husker intet - konen husker alt

En stor blodprop ved hjertet sendte i maj 2018 nordjyske Peter Lind-Bonderup ud i et forløb med syv hjertestop. Nu står Peter og hans kone Hanne frem og fortæller deres historie

Hanne Lind-Bonderup, Ålbæk, har skrevet dagbog for at fylde hullerne i sin mand, Peters, hukommelse. Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Hanne Lind-Bonderup, Ålbæk, har skrevet dagbog for at fylde hullerne i sin mand, Peters, hukommelse. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Hanne Lind-Bonderup kan stadig høre lyden af klip-klapper for sig. Lyden af sine egne trin, da hun tidligt om morgenen 2. pinsedag 21. maj 2018 går frem og tilbage mellem sin mand, Peter Lind-Bonderup, i soveværelset, og vinduet, der har udsigt til indkørslen.

Skiftevis ser hun på Peter i sengen og spejder gennem vinduet efter ambulancen, hun har ringet efter. Frem og tilbage, frem og tilbage.

Aftenen før har de været på en restaurant nær Tversted og spist ved et langbord sammen med andre lokale. Da de kørte hjem ved ti-tiden lagde Hanne mærke til, at Peter var stille. Hun tænkte, at det nok var en arbejdsrelateret stilhed.

Peter var usædvanligt stille 20. maj om aftenen, mindes Hanne Lind-Bonderup. Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Peter var usædvanligt stille 20. maj om aftenen, mindes Hanne Lind-Bonderup. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Det kunne hun nemt sætte sig ind i, for hendes mand var jo også hendes partner i deres fælles arkitektfirma LBB3. Firmaet har de indrettet i deres hjem i en gammel lade lidt vest for Ålbæk nær Skagen. En ombygget lade på en 15.000 kvadratmeter stor naturgrund, arkitekttegnet af dem selv, naturligvis.

Tegnestuen er kernen i huset, omkranset af køkken, soveværelse og bryggers. Alle værelser er med udsigt til en natur, hvis skønhed 2. pinsedag om morgenen er så fuldstændig ligegyldig for Hanne.

Tegnestuen indrammes af hvide plastvægge. Bagved ligger soveværelse, køkken med mere.  Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Tegnestuen indrammes af hvide plastvægge. Bagved ligger soveværelse, køkken med mere. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Denne morgen har Peter vækket hende ved halvsyvtiden.

- Jeg synes, jeg har det lidt mærkeligt.

Peter står op. Går lidt rundt, klager over kvalme. kan ikke finde hvile. Han har koldsved og ondt i undersiden af overarmene. Hanne ringer først til vagtlægen, så efter en ambulance.

Nu har Peter også ondt i hovedet.

- Det gør så ondt

- Det føles som om min tinnitus er ved at eksplodere. Det gør så ondt. Det gør ondt, siger Peter, og tager sig nu til brystkassen på solar plexus.

Han virker ikke bange, registrerer Hanne lidt senere, mens hun vandrer frem og tilbage mellem soveværelse og det vindue, hvor ambulancen endelig viser sig.

Peter har fået det lidt bedre, og fra sengen hilser han på redderne med et "Hej". Et øjeblik efter ruller hans øjne tilbage i øjenhulerne. Han nærmest rejser sig op i sengen. Hele kroppen går i krampe, ruller sig sammen og Peter kaster op. En stor blodprop har sat sig fast i hovedpulsåren til hjertet, skal det senere vise sig.

Hurtigt får redderne Peter ud i ambulancen og begynder på hjertemassage. En lægebil ankommer, og i lang tid arbejder fem mand med Peter. Foran ambulancen på terrassens kolde betongulv ligger Hanne og græder.

Beder til Gud

- De har ikke tid til at informere mig, og jeg ved ikke, om Peter lever. Jeg beder til Gud.

Peter husker i dag intet om den blodprop, der satte en stopper for et langt liv uden alvorlig sygdom. Heller ikke om de næste seks hjertestop, der fulgte efter det første.

Mange uger er forsvundet fra Peter Lind-Bonderups hukommelse. Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Mange uger er forsvundet fra Peter Lind-Bonderups hukommelse. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Så Hanne har skrevet det hele ned for ham. Om turen på vej til Aalborg Universitetshospital, hvor hans hjerte igen gik i stå to gange. Om hvordan hans krop samme dag blev kølet ned til 33 grader, så et kunstigt koma kunne give hjertet ro og skåne hjernens væv:

Køleelementer på kroppen

Hannes dagbog: Du var blevet tilsluttet al deres udstyr og havde hvide køleelementer liggende på din krop. Jeg sad hos dig hele aftenen og i løbet af natten fik jeg en overnatning i et lille mødelokale.

Næste dag, 22. maj 2018, bliver Peter langsomt taget ud af komaen. Familien er omkring ham.

- Han kan klemme vores hænder og prøver at tage iltslangen ud af munden. Han har ingen unaturlige bevægelser. Det er en stor lettelse, for jeg tænker, at så er der ingen hjerneskade, mindes Hanne.

Rytmeforstyrrelse i Peters hjerte får hurtigt lægerne til at lægge ham tilbage i det kunstige koma.

Hannes dagbog: Sent på aftenen d. 22. tog jeg hjem til mor for at få lidt søvn, for personalet sagde, at jeg skulle være frisk til dagen efter, men jeg blev ringet op af lægen kl. 01:30. Han fortalte, at du havde haft 2 hjertestop og et tredje opstod mens vi talte sammen. Jeg skyndte mig derind igen.

Pacemaker og komplikationer

Lægerne kobler nu en ekstern pacemaker til Peters hjerte.

Hannes dagbog: Onsdag d. 23. maj forløb var, trods pacemakeren, kritisk. Din hjertepumpefunktion var ret reduceret og de intensiverede behandlingen af den hjertestimulerende medicin. Du fik desuden høj feber og man mistænkte, at der sandsynligvis var tilstødt lungebetændelse og måske infektion i blodet – du fik derfor massivt med antibiotika. Endnu en kritisk følge opstod ved, at dine nyrer satte ud og du blev derfor straks sat i dialysebehandling.

Hanne og Peters bror, Jens, overnatter på afdelingen. Klokken to om natten vækker lægerne dem. Situationen er meget kritisk. Pacemakeren sidder ikke rigtigt, og en ny skal lægges ind.

Få timer senere må lægerne fortælle, at Peters ene lunge blev perforeret, da de lagde en ny pacemaker ind. Lungen er klappet sammen og Peter er nu blevet koblet til en hjerte-lungemaskine.

I fire døgn aflaster en hjertelungemaskine Peter Lund-Bonderups hjerte.  Privatfoto

I fire døgn aflaster en hjertelungemaskine Peter Lund-Bonderups hjerte. Privatfoto

Hannes dagbog: Vi fik efterfølgende den voldsomme besked om, at de havde kontaktet Skejby Sygehus med henblik på hjertetransplantation og snarlig overførsel dertil. Vi var på det tidspunkt fuldstændigt udmattede og rystede over alt hvad de fortalte os – det var så svært at rumme.

På Skejby Sygehus bliver Peters hjerte langsomt stabiliseret og hjertetransplantation aldrig nævnt igen. Stort set alt, der kan kobles til et menneske, er efterhånden koblet til Peter. En respirator trækker vejret for ham, en dialysemaskine renser hans blod og hjertelungemaskinen pumper blodet rundt i hans krop.

28. maj beslutter lægerne, at hjertelungemaskinen skal kobles fra. En risikabel og vanskelig manøvre, hvor de ledninger, der fører Peters blod ud af hans krop, gennem hjertelungemaskinen og ind i ham igen, skal lukkes af.

- Jeg kan ikke være der

"Jeg kan ikke være der, når de gør det", tænker Hanne. Men hun ved, at Peter ville være der for hende. Så hun bliver ved hans side. Hun ser, da ledningerne bliver fjernet og en sygeplejerske presser en stor, hvid bold mod åbningshullerne og tvinger blodet tilbage i cirkulation i Peters krop, hvor det hører hjemme.

Det er en angstprovokerende oplevelse for Hanne Lind-Bonderup, da hendes mand skal kobles fra hjertelungemaskinen . Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Det er en angstprovokerende oplevelse for Hanne Lind-Bonderup, da hendes mand skal kobles fra hjertelungemaskinen . Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Alt går godt. Peters hjerte begynder selv at pumpe, men hjertelægen lægger hurtigt låg på glæden: "I skal vide, at kun 50 procent af den slags patienter kommer hjem igen".

- Det var en vældig lussing at få. Nu gik det lige så godt, og så skulle vi dykkes igen, mindes Hanne, og en række følelser glider over hendes ansigt, hurtigt efter hinanden, som krusninger på en vandoverflade.

Peter Lind-Bonderup, 56 år, lytter til sin kone Hanne, men husker intet selv. Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Peter Lind-Bonderup, 56 år, lytter til sin kone Hanne, men husker intet selv. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Peter ved hendes side denne solrige november eftermiddag 2019 er mere upåvirket. Han kan føle med hende, men ikke med sig selv, da han jo husker absolut intet fra de tre intense uger i foråret 2018. Vi sidder i deres lyse arkitektstue bænket rundt om et aflangt, lyst bord, som parret har skabt af planker af Douglas gran.

Arkitektparret har selv indrettet deres hjem og arbejdsplads. Omkranset af natur og med blid jazz i højtalerne kalder det på afslapning og fordybelse.  Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Arkitektparret har selv indrettet deres hjem og arbejdsplads. Omkranset af natur og med blid jazz i højtalerne kalder det på afslapning og fordybelse. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Fra højtalerne flyder dæmpet jazzmusik og henne i et skabshjørne bag hvide låger ligger noget, Peter langt bedre kan fortælle om. Remedier, der først for nylig er blevet et tilbud for folk i Peters situation. Genstande, der hjælper ham i hverdagen, og som er den direkte anledning til at han og Hanne står frem og fortæller deres historie. Genstande, vi vender tilbage til.

For da Peter 28. maj 2018 kom ud af hjertelungemaskinen, var der stadig lang vej til den Peter, Hanne nu har ved sin side.

Græder af glæde

Efter at familien i foråret 2018 har fået den barske besked om at Peters chancer for at overleve er fifty-fifty, vurderer lægerne, at han er klar til at komme ud af sit kunstige koma. Hen over nogle dage tager de respirator og sovemedicin fra ham, og 31. maj sker noget, som får Hanne til at græde af glæde.

- Kan du ikke lige klemme min hånd, siger en sygeplejerske højt til Peter. Og det kan han.

Nogle dage senere begynder Peter at tale. Hans ord bekræfter, at det betyder noget, hvad man hører - selv, når man ligger i kunstigt koma.

En mærkelig Peter

- Det var min Peter, men en mærkelig Peter. Han var forundret og var af den opfattelse, at vi havde været ude at flyve i tordenvejr, og at vi havde været til en fest, beretter Hanne.

Først i anden omgang forstår hun kilden til hans ideer. Peter har ligget på en intensiv stue lige under helikopterpladsen på Skejby Sygehus.

- Hans forestillinger gav fuldstændig mening, for ind imellem kunne vi høre helikopteren.

Tankerne om tordenvejr og fest handler også om virkelige lyde.

- Det var den maj måned, hvor der var ekstremt varmt. Vinduerne var åbne hele tiden. Der var nætter, hvor det tordnede. Desuden talte vi med Peter, mens han lå i koma, og spillede P8 Jazz for ham.

Peters første minder

Peters egne første minder efter seks hjertestop og uger i kunstigt koma handler om, at han skal i bad.

- Jeg tror, at jeg fik et bad. Jeg skulle over i en kørestol og fik den spøjse idé, at jeg tidligere havde undervist nogle af sygeplejerskerne.

Fra 2007-2016 var Peter tilknyttet Aalborg Universitet som ekstern lektor på Arkitektur og Design Uddannelsen.

- Jeg havde et klart billede af, at i hvert tilfælde tre af sygeplejerskerne var tidligere studerende, der var droppet ud. At de nu skulle hjælpe mig med et bad var meget mystisk.

Syvende hjertestop

Langsomt forsvinder sovemedicinen ud af Peters krop. Han flytter fra intensivafdelingen til cardiologisk afdeling. Søndag 3. juni har han lige talt i telefon med sin mor og spist frokost med Hannes hjælp - koordineringen af bevægelser som at styre en gaffel, er stadig en udfordring. De sidder ved hans seng, da det sker igen. For syvende gang. Peter taber pludselig hovedet - han har fået hjertestop.

Hanne skriger højt og rykker så hårdt i den røde snor efter hjælp, at hun river den ud fra væggen.

Hannes dagbog:Pludselig var læger og sygeplejersker massivt over dig og jeg blev fjernet fra stuen. Jeg græd højlydt og var så chokeret, men snart blev jeg hentet tilbage – det havde heldigvis været et meget kortvarigt hjertestop og du kom til bevidsthed i løbet af ingen tid efter et stød. Vi var begge rystede og blev kort efter overført til intensiv igen.

Dette syvende hjertestop har siden sat tanker i gang om døden hos både Peter og Hanne.

Hanne Lind-Bonderup: Der var ingen dramatik. Det var  mig, der var dramatikken.  Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Hanne Lind-Bonderup: Der var ingen dramatik. Det var mig, der var dramatikken. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

- Det må være en barmhjertig måde at dø på. Det skete heldigvis ikke, men Peter har ikke mærket noget som helst. Vi kan nogle gange gøre døden til noget grusomt. Men set i bakspejlet var det jo ikke sådan, at Peter skreg, at det gjorde forfærdelig ondt. Der var ingen dramatik. Det var mig, der var dramatikken.

Forløbet har da heller ikke gjort Peter bange for at dø.

Vil blive gamle sammen

- Jeg synes bare, det ville være pokkers ærgerligt, hvis det var nu. Hanne og jeg har været sammen i 35 år, og vi vil så gerne blive gamle sammen. Det skal ikke være nu.

Det er også Hannes perspektiv i de sidste optegnelser hun skriver til sin Peter. 15. juni 2018 udskrives han efter næsten en måneds indlæggelse.

Hannes dagbog: 19. – 25. juni. Kære Peter, min mand, min bedste ven, min kæreste, min LBB3 partner – nu er vi nået langt – og jeg er lykkelig over at vi er tæt på at få vores fælles liv tilbage. Det har været en uge med gode dage og mindre gode dage, men som helhed er din fysik bare blevet bedre for hver dag – appetitten og viljen er styrket. Du bliver tjekket hver mandag, onsdag og fredag på Hjørring/Aalborg sygehus og det er en tryghed for os. Nu venter en skøn sommer – og den vil vi nyde.

Parret nyder novembersolen uden for deres ombyggede lade.  Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Parret nyder novembersolen uden for deres ombyggede lade. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Det har parret siden gjort. Peter har gået til genoptræning og på et hold for hjertepatienter. Han er nået op på sin normalvægt og kan arbejde på fuld tid i parrets fælles travle arkitektfirma, bare han får to små hvil i dagens løb.

Hanne og Peter Lind-Bonderup går tit ture sammen. Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Hanne og Peter Lind-Bonderup går tit ture sammen. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Noget, der ikke mindst kan lade sig gøre takket være det, der gemmer sig bag de hvide skabslåger i hjemmet: En iPad, en blodtryksmåler, en pulsmåler og en vægt. Telemedicin-udstyr, Peter fik med sig hjem ved udskrivelsen, og som han nu tager frem hver mandag og torsdag morgen.

Det er nemt for Peter Lind-Bonderup at kommunikere med sundhedsvæsenet. Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Det er nemt for Peter Lind-Bonderup at kommunikere med sundhedsvæsenet. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Så måler han puls og blodtryk, vejer sig og svarer på spørgsmål som "hvor mange gange kan du rejse og sætte dig på et halvt minut?", og "er dine ben mere hævede, end de plejer at være?".

Resultaterne sender Peter til cardiologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital via et system i en udleveret iPad. Har han ekstra oplysninger eller spørgsmål, kan han når som helst sende dem. Der er altid nogen i den anden ende til at holde øje med ham.

En fast hjertesygeplejerske ser de målinger, som Peter Lind-Bonderup sender ind. Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

En fast hjertesygeplejerske ser de målinger, som Peter Lind-Bonderup sender ind. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

- Jeg er tilknyttet en fast hjertesygeplejerske. Hun har det gyldne overblik, og er der uregelmæssigheder, taler hun med en af hjertelægerne.

Det giver en stor tryghed, synes både Hanne og Peter, der også er enige om, at telemedicinen gør en kæmpe forskel i hverdagen.

Giver god mening

- At jeg kan sidde her i stedet for at skulle ind til min egen læge to gange om ugen - det giver bare god mening. Jeg er enormt privilegeret, at jeg ikke skal ud ad døren for at få tjekket de ting. Vores lokale, travle lægehus slipper så også den opgave.

Begejstringen for telemedicinen er faktisk så stor, at den er hovedårsagen til, at parret stiller op og fortæller om, hvad de har været igennem. De har hele tiden været åbne overfor venner og bekendte om, hvad der skete i foråret 2018. I sin Rotary klub har Peter har for eksempel læst højt af Hannes dagbog.

Telemedicinen trækker i samme retning: Åbenhed. I Nordjylland er telemedicin for hjertepatienter lige nu et forsøgsvist tilbud, der varer til og med 2020. Forsøget skulle gerne fortsætte, synes parret, der hurtigt kan blive enige om meget mere. Såsom den store betydning, deres lokale lægehus har for, at de føler sig i trygge og omsorgsfulde hænder og hoveder.

Jævnligt vejer Peter Lind-Bonderup sig. En øget vægt kan være tegn på vand i kroppen, hvilket igen kan skyldes, at hjertet er belastet. Foto: Peter Broen <i>Foto: Peter Broen</i>

Jævnligt vejer Peter Lind-Bonderup sig. En øget vægt kan være tegn på vand i kroppen, hvilket igen kan skyldes, at hjertet er belastet. Foto: Peter Broen Foto: Peter Broen

I det hele taget fylder en helt bestemt følelse her på den gode side af de syv hjertestop.

- Vi føler taknemmelighed for den omsorg, som så mange mennesker har vist, fremhæver Hanne og suppleres af Peter.

- Ja. Taknemmelighed over, hvordan vores sundhedssystem fungerer. Det vi har oplevet, har været meget professionelt. Vi har altid mødt et personale med hjertet på det rigtige sted - hele vejen igennem.

Kronisk hjertesvigt

Antallet af patienter er steget de seneste 20 år.

Der anslås at være mindst 60.000 patienter i Danmark.

Ved hjertesvigt pumper det ene eller begge hjertekamre utilstrækkeligt.

Typiske symptomer er åndedrætsbesvær, øgede væskeansamlinger i kroppen og ekstrem træthed.

Symptomerne opstår på grund af hjertets nedsatte pumpefunktion.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden