Samfundsøkonomi

Vi står ved en skillevej

Konsekvenserne bliver større for flere og flere i erhvervslivet, hvis begrænsningerne for vores frie bevægelighed fastholdes

Claus Kræmmergård er redaktionschef for NORDJYSKEs erhvervsredaktion. Arkivfoto
Claus Kræmmergård er redaktionschef for NORDJYSKEs erhvervsredaktion. Arkivfoto

Opdateret kl. 12:55

Jeg synes, at det efterhånden står mere og mere klart, at 10. maj bliver en ret så afgørende dag for det danske samfund.

For hvad har Mette Frederiksen i ærmet til den tid?

Vores statsminister har allerede signaleret, at coronavirussen kommer til at ændre det samfund, vi kender. Men hvordan kommer det hele til at se ud bagefter?

Selv om der på nogle områder så småt er taget skridt imod en genåbning, er der også andre steder, hvor det nu for alvor gør ondt.

Bare indenfor det seneste døgn har man kunnet se flere eksempler på det. Således har boghandlerkæden Arnold Busck netop meldt ud, at man lukker samtlige butikker og indgiver konkursbegæring.

Og på samme vis kan man følge med i, hvordan flyselskabet Norwegian kæmper for livet. I sidste uge blev fire af Norwegians datterselskaber begæret konkurs, og i går signalerede selskabet så en aktieemission, der vil betyde, at de eksisterende aktionærer kommer til at beholde en samlet ejerandel på blot fem procent.

Ydermere står det klart, at ruten mellem København og Aalborg ikke skal beflyves i den kommende tid.

I takt med at begrænsningerne - eksempelvis for vores frie bevægelighed - fastholdes, vil konsekvenserne blive større og større samt flere og flere for erhvervslivet.

Blandt andet er der jo nok mange aktører indenfor turismebranchen, der er spændte på, om grænserne åbnes henover sommeren. Ja, for nogle virksomheder er det ligefrem afgørende.

Lidt kynisk betragtet er der nogle konkurser, der ikke vil få den store betydning - rent samfundsmæssigt.

Er der eksempelvis en grillbar, der må lukke, er det selvfølgelig trist for den nuværende forpagter, men der er dog også en pæn chance for, at en ny forpagter tager chancen, når det hele er normaliseret igen.

Men der er områder, hvor hullerne noget mere vanskeligt lader sig udfylde.

Hvis Norwegian går nedenom og hjem - eller blot stopper med at flyve mellem Aalborg og København - har jeg svært ved at se, at der indenfor en kort tidshorisont er andre, der fylder hullet ud.

Det vil bringe os (tilbage) til en tid, hvor det kun er SAS, der flyver på ruten. Og uden konkurrence bliver prisen for forbrugerne formentlig højere.

Og lignende scenarier vil formentlig kunne udspille sig i en række andre brancher.

Så på mange måder står vi ved en samfundsmæssig skillevej. Derfor er jeg mere end nogensinde spændt på, hvad Mette Frederiksen gør 10. maj.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden