Samlet fremstød for vestkysten
Antallet af tyske turister stagnerer, og det skal der ændres på

Den jyske vestkyst er populær - også blandt tyskere - men der kan godt være flere i vandkanten.Arkivfoto: Grete Dahl
NORDJYLLAND:Kysten langs Vesterhavet er en turistmagnet - ikke mindst for tyskere. Men antallet er stagnerende, og de, der kommer, er mest gengangere, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Derfor bliver vestkysten - fra Tønder til Skagen - nu for første gang nogensinde markedsført som én samlet feriedestination i Tyskland.
I 2012 stod vestkysten for cirka 8,2 millioner tyske overnatninger, hvilket svarer til to tredjedele af de samlede 12,5 millioner tyske overnatninger i hele Danmark.
Men det kan hurtigt gå den anden vej, så nu har VisitDenmark fået Destination Sydvestjylland, Destination Ringkøbing Fjord, VisitHolstebro, Lemvig Turistforening samt tre destinationer under VisitNordjylland, nemlig Thy, Jammerbugten og Toppen af Danmark, med i et fælles fremstød.
- Vestkysten har en unik kendskabsgrad i Tyskland, og derfor er det vigtigt, at Nordjylland er med i samarbejdet. Det er svært at stå alene på så stort et marked som det tyske, siger marketingchef Sisse Wildt fra VisitNordjylland.
Den nye kampagne for ”die Dänische Nordsee” henvender sig til den målgruppe af voksne, som interesserer sig for sundhed, bæredygtighed, rekreation og natur. Derfor er det også billeder af uberørt natur, uendelige hvide sandstrande og hyggelige bymiljøer, der er i front i kampagnen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.