Lønstrup

Sandfodring er bedre end ingenting

Grundejere skal tænke over kommunalt tilbud om sandfodring for egen regning.

Sommerhusejerne skal tage stilling til, om de vil være med til at betale for sandfodring langs kysten i Hjørring Kommune. Arkivfoto: Kurt Bering

Sommerhusejerne skal tage stilling til, om de vil være med til at betale for sandfodring langs kysten i Hjørring Kommune. Arkivfoto: Kurt Bering

Der er hverken jublen eller eufori over Hjørring Kommunes tilbud om at organisere en sandfodring langs kommunens kyst. Regningen hænger grundejerne nemlig på og der bliver ikke tale om fast kystsikringsanlæg. - Det er helbredelse og vi vil gerne forebygge og hvis der alligevel er selvfinansiering, så vil vi gerne bruge vores penge på noget blivende, siger næstformanden for grundejerforeningen Nørlev Strand af 1986, Christian Hartmann. Grundejerforeningen tæller 26 huse. Hjørring Kommune og Kystdirektoratet vil gerne hjælpe grundejerne syd og nord for Lønstrup, så sommerhusområderne sikres mod havets fortæring. Det skal ske ved, at der fra søsiden pumpes sand ind på stranden, sådan som man alligevel gør ved det offentlige kystsikringsanlæg ved Lønstrup. - Sand alene kan gøre en stor forskel. Mange er tilbøjelige til at tro, at en hård kystsikring virker bedre, fordi man kan se, at kystsikringen bliver liggende. Men erosionen fortsætter under stenene og stranden bliver mindre og havet dybere ved kystsikringen. Ved at pumpe sand kan man sige, at vi giver havet det sand, som det alligevel tager, forklarer specialkonsulent Thomas Lomholt fra Hjørring Kommune. Blandet modtagelse Omkring 40-50 personer var mødt op for at høre om sandfodringen og modtagelsen var blandet. - Nogle var meget begejstrede og andre mere skeptiske. Nu skal grundejerne finde ud af hvordan udgiften skal fordeles, hvor langt rækker deres betalingsvilje og hvor stort er deres problem, siger Thomas Lomholt. Nogle steder langs kysten i Hjørring Kommune har man fået afslag på at lave en fast kystsikring og andre steder venter man på afgørelse fra Kystdirektoratet. - Når vi først har fået lagt vores sten, så kan vi efterfølgende lave et at samarbejde med Hjørring Kommune om sandfodring. Det bakker vi op om det, siger Henning Lindholdt, formand for Lønstrup Sandfodringslaug, som venter på grønt lys til en privat, fast kystsikring syd for Lønstrup. I Nr. Lyngby har man for nylig fået afslag på at lave et kystsikringsanlæg og derfor kan man blive tvunget til at være med i samarbejdet med Hjørring Kommune. - Vi er meget positive overfor alt, der kan beskytte vores kyst. Men vi vil helst have en kystsikring, der bliver - også selvom vi selv skal betale, siger Christian Hartmann. Hjørring Kommune afventer nu svar fra de berørte grundejerforeninger og en sandfodring vil tidligst kunne finde sted næste sommer. Først når man ved, hvor mange der vil være med i ordningen, kan man finde en pris på sandfodringen. - Det er ikke umuligt, men svært at opnå tilladelse til fast kystsikring og derfor tror vi det er mere realistisk, at opnå kystsikringsløsninger med sandfodring, siger Thomas Lomholt.