Sandhed fordrejes

En del af Jes Reiner Pedersens historiske fremstilling af Israel-Palæstina-konflikten kan jeg naturligvis være enig i, jvf. dennes indlæg i avisen her, men på væsentlige områder fordrejer han sandheden og holder sig til en forældet fremstilling.

Da FN vedtog delingsplanen i 1947 skete det uden forhandling med araberne, og det kan da ikke bebrejdes palæstinenserne, at de arabiske nabolande ikke ville anerkende den nye Israel-stat. Faktum er, at tusindvis af palæstinensere blev drevet ud af deres hjemland, og skiftende israelske regeringer har siden ikke holdt sig tilbage med hensyn til etnisk fordrivelse fra både Østjerusalem og Vestbredden. Det er ligeledes en uhyrlig fordrejning af historien, når det gentagne gange er påstået, at palæstinenserne kunne have fået deres egen stat i 2001 ved at tage imod Clinton og Israels tilbud. Det er trist, at JRP gentager denne skrøne. Palæstinenserne og Arafat fik et tilbud, ja tak,- men tilbuddet bestod i en "stat" af en Israel-domineret Gasa og en del af deres eget vestbred. Det ville være en "stat" i lighed med sydafrikanske bantustans - spittet op af israelske militærposter og veje forbeholdt de jødiske bosættelser. J.R.P. tager afstand fra disse " i mange tilfælde". Hvilke tager han ikke afstand fra? Tager han også afstand fra den store apartheid-mur, der på lange strækninger er bygget på Palæstinensisk jord? En anden fordrejning af sandheden er omtalen af FN-resolution 242. J.R.P. undlader helt det væsentlige heri, -nemlig at Israel skulle forlade det besatte landområde. Jeg anser det i øvrigt for formålsløst at fortsætte ping-pong-debatten med J.R.P, så længe denne kun forholder sig til den forkerte og forældede forhistorie i stedet for nutidens fakta. Endelig er jeg skuffet over, at J.R.P. bidrager til skrønen om mere antisemitisme i Danmark ved også at sætte lighedstegn mellem antisemitisme og berettiget kritik af Israels uretfærdige opførsel mod palæstinenserne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.