Saudi-Arabien løslader royal regimekritiker
En prinsesse, som har udtalt sig kritisk om Saudi-Arabiens behandling af kvinder, er blevet løsladt.
I Saudi-Arabien er prinsesse Basmah Bint Saud bin Abdulaziz Al Saud og hendes datter blevet løsladt efter at have været tilbageholdt uden rettergang i næsten tre år.
Det oplyser hendes juridiske rådgivere lørdag aften dansk tid.
De to kvinder blev løsladt og ankom til deres hjem i Jeddah torsdag.
- Prinsessen har det nogenlunde, men hun vil opsøge lægehjælp, siger rådgiveren Henri Estramant.
- Hun er lidt slidt op, men hun er ved godt mod og taknemmelig for at blive genforenet med sine sønner.
Prinsessen og hendes datter forsvandt i marts 2019. Ifølge et familiemedlem tæt på prinsessen var hun blevet anklaget for at have forsøgt at forfalske et pas. Anklagen blev senere droppet, men altså uden at prinsessen blev løsladt.
I 2020 oplyste prinsesse Basmah på sociale medier, at hun blev tilbageholdt i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, og at hun var ved dårligt helbred. Ifølge hende selv havde hun ikke fået forkyndt en anklage.
Det saudiarabiske regime har ikke villet kommentere løsladelsen og har i øvrigt aldrig kommenteret sagen offentligt.
Blandt andet derfor vides det heller ikke, præcist hvorfor prinsesse Basmah har været tilbageholdt. Hun er kendt for at have udtalt sig kritisk om Saudi-Arabiens behandling af kvinder.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.