Fodbold

Schmeichel: Er der en rigtig form for fodbold?

Kasper Schmeichel giver ikke meget for dem, der kritiserer kampen mod Irland

Kasper Schmeichel giver ikke meget for kritikken af kvaliteten af det første opgør mellem Danmark og Irland. Foto: Jens Dresling/ritzau/
Kasper Schmeichel giver ikke meget for kritikken af kvaliteten af det første opgør mellem Danmark og Irland. Foto: Jens Dresling/ritzau/ POLFOTO

FODBOLD: Fra international side har der ikke været megen ros til hverken Danmark eller Irland efter de to mandskabers nulløsning i den første af to playoffkampe om at komme til VM i Rusland lørdag aften.

En kamp, hvor der nærmest kun var store målchancer i de første 45 minutter.

Neutrale iagttagere i Europa brugte kampen som eksempel på, at Europa måske har for mange pladser ved VM-slutrunden, mens andre påpegede, at de nok ikke ville savne det af de to mandskaber, der ikke kvalificerer sig til VM.

Men den danske målmand Kasper Schmeichel giver ikke meget for den form for kritik.

- Det er jo nok derfor, at dem, der siger sådan noget, er journalister og ikke fodboldspillere. Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk tror, at de har ret til sige, hvordan fodbold skal spilles. Irerne har haft succes med den form for fodbold, som de nu engang spiller. Hvem er det, der siger, at lange bolde er forkerte, siger den danske keeper.

- Hvorfor skal fodbold spilles på en specifik måde? Det har jeg aldrig forstået, hvorfor nogen mener, at de har opskriften på at spille fodbold på den rigtige måde. Fodbold er fodbold, og der er mange måder at gøre det på, siger Kasper Schmeichel,

Et mål er nok

Danmark skabte i første halvleg af lørdagens kamp rigeligt med chancer til, at man godt kunne have sikret en hjemmesejr og dermed havde givet sig selv et endnu bedre udgangspunkt, men spillerne er glade for det, de har.

- Vi står sådan set endnu bedre, end vi gjorde inden kampen i Parken. For det betyder rigtig meget, at vi kunne holde nullet, siger Kasper Schmeichel.

Og landstræner Åge Hareide er også mere end fortrøstningsfuld, hvad angår de danske chancer i returopgøret.

- Vi viste jo i Parken, at vi kan skabe de chancer, der skal til for, at vi kvalificerer os. V i ved, at vi oppe imod en modstander, der arbejder hårdt. Men jeg har klart en fornemmelse af, at scorer vi et mål derovre, så bør det være nok til, at vi kvalificerer os. Så skal de score to gange, og det gør de jo sjældent, siger landstræner Åge Hareide.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden