Sport

Schwartz holder sig i gang i AaB

Angriberen returnerer mandag til Guingamp i Frankrig

Ronnie Schwartz har fået lov til at holde formen ved lige i AaB. Foto: Michael Koch
Ronnie Schwartz har fået lov til at holde formen ved lige i AaB. Foto: Michael Koch Michael Koch

AALBORG: Der var en særdeles velkendt frisure til stede, da AaB’s Superligatrup tirsdag fortsatte opbygningen til den kommende sæson.

De hvide lokker hos Ronnie Schwartz lyste op over træningsanlægget på Hornevej, og angriberen viste da også, at han bestemt ikke har glemt, hvordan man sender kuglen i kassen.

- Jeg har fået lov til at træne med heroppe tirsdag, onsdag og torsdag, så jeg kan holde mig i gang, men planen er, at jeg returnerer til Frankrig mandag for at begynde træningen.

I øjeblikket er Guingamps førsteholdstrup på træningslejr, og her er Ronnie Schwartz ikke inviteret med, og når han mandag vender tilbage til klubben, så er det da også for at træne med andenholdet.

- Det giver selvfølgelig en indikation af, hvordan jeg står. Foreløbig er planen, at jeg vender tilbage til Frankrig, men jeg vil selvfølgelig gerne spille nogle kampe igen, og derfor kigger jeg selvfølgelig på, hvad mulighederne er. Men hvordan klubben stiller sig i forhold til min fremtid, er jeg ikke helt klar over. Der er jo både en pris og en løn, der skal forhandles med en eventuelt interesseret klub, siger Ronnie Schwartz.

- Umiddelbart vil jeg meget gerne fortsætte karrieren i en udenlandsk klub, men som fodboldspiller har jeg også lært, at man ikke skal afvise noget, siger han til spørgsmålet, om det kunne blive til en tilbagevenden til AaB.

Gå til relaterede emner

Forsiden