Se billederne: Yvere i fri dressur, da køerne kom på græs
Per Nørgaard fra Holtet omlagde til økologisk malkeproduktion i 2016 - søndag åbnede han gården op for 2500 gæster
Opdateret 23. juni 2022 kl. 11:33
HOLTET: Cirka 2500 andre gæster tog turen til en gård lige uden for Holtet mellem Gandrup og Hals, hvor der søndag var åbent hus i anledning af, at landets øko-køer skulle på græs.
Gården er ejet af Per Nørgaard, der lagde sin konventionelle malkeproduktion om til økologi i 2016.
- Jeg har aldrig været særlig stolt af at køre rundt med sprøjten. Ikke fordi jeg synes, at vi brugte mere end der var nødvendig, men ude i befolkningen var vi sådan lidt i "bad standing" med den sprøjte. Og det er lidt spændende at se, om det kan gå uden, hvilket det ser ud til, at det kan, siger Per Nørgaard.
På gården er der masser af aktiviteter i dagens anledning. Ponyridning, malkning, leg på halmlegepladsen, klappe og kæle for små kalve samt smagsprøver af mælkeprodukter - økologiske naturligvis.
14 tønder land og fem køer
Anderledes så det ud for godt 90 år siden. I 1926 købte Per Nørgaards bedstefar 14 tønder land af staten og opførte et stuehus samt en kostald til fem køer. I 1992 købte Per Nørgaard sig ind på gården i kompagniskab med sin far. Da var de fem køer blevet til 30, og i dag er der 185 køer af racen Dansk Holstein. Per Nørgaards far er også til stede ved dagens arrangement.
- Det er dejligt. Skønt at se så mange mennesker, siger 81-årige Niels Carl Nørgaard. At sønnen har valgt at omlægge produktionen til økologi, havde han "ingen indflydelse på", men han forstår de økonomiske grunde bag.
- Der er dog visse ulemper ved ikke at sprøjte og det giver også mere manuelt arbejde, siger Niels Carl Nørgaard, der fortsat hjælper til på gården.
Overvældet vært
Per Nørgaard går fortsat rundt mellem gæsterne. Som regel bliver det til lidt snak om vejret, der denne søndag formiddag viser sig fra sin pæne side - til stor glæde og tydelig lettelse for debutantværten - og nogle vil gerne vide noget om produktionsforhold og så er der hovedparten. Familier, der har medbragt tæpper, smurt frokost og nyder en kold øl eller en lille kakaomælk. Børn, der tager kørekort til traktor, som egentlig bare er nogle minibiler. Eller sidder i en rigtig traktor og trykker på hornet.
De seneste år har der ifølge Økologisk Landsforening været besøg af 200.000 gæster på de landbrug, der deltager i Økodag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.