Se høst som i gamle dage
Høstdag i Try, hvor man skruer tiden et par generationer tilbage

Der bliver en del nyskabelser på dette års høstdag i Try. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen Carl Th. Poulsen
TRY:Høsten nærmer sig, og der er travlhed at spore på gårdene og på maskinstationerne. De store høstmaskiner kører dag og nat for at nå at få høsten i hus, mens vejret er godt.
Skruer vi tiden et par generationer tilbage, var arbejdsbetingelserne de samme som i dag. Det gode vejr skulle udnyttes, og alle mand skulle i marken for at nå at blive færdige med det store høstarbejde.
I Try vil der lørdag 17. august kl. 11-16 være lejlighed til at opleve sådan en stemningsfuld og hyggelig høstdag, hvor høsten kommer i hus på gammeldags maner. Der bliver høstet med le og hestetrukket selvbinder. Negene bindes op og sættes i traver. Tærskeværket vil køre, og der tærskes med plejl i gården i Lille Knudsgaard.
Senere bliver der pløjet med heste, og flere arbejdende værksteder vil i løbet af dagen illustrere livet på landet i de ”go’e gamle dage.
- Museets bygninger vil rumme forskellige aktiviteter, ligesom der kan købes forfriskninger og specialiteter hele eftermiddagen – ikke mindst hos de hyggelige købmænd i museets købmandsbutik, fortæller museumsleder Anne Dorthe Holm.
Det er Museerne i Brønderslev Kommune, Try Efterskole og Dronninglund Turistforening samt en lang række enkeltpersoner, som gennem de sidste mange måneder har arbejdet intenst på at tilrettelægge aktiviteterne, så der både er gengangere og nye tiltag. Af nyheder kan nævnes, at der vil være masser af legeaktiviteter for børn, rundvisning om høstarbejde og høstskikke, søndagsskole og en dramatisering af kørslen til gården med ”det sidste læs” fra marken sidst på dagen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.