Sebastian var skrøbelig god

Det er ham, der som hovednavn skal afrunde og slutte årets festival i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Stående alene på scenen i sin løsthængende ternede skjorte. Stemmen skælvende og lidt usikker i intonation, men ordene kan han, og fingrene flyver over strengene, knipser og finder akkorderne elegant og sikkert.

Manden har jo en sangkatalog bag sig af tykkelse som den sorte bibel, der altid lå i skuffen på missionshotellerne. 20 numre bliver det til i løbet af de åndeløse halvanden time, koncerten varer, hvor der bliver plads til både grin og gråd.

”Ingeborg”, ”Bøgetræet”, ”Ronja Røverdatter”, ”Sangen om Barmhjertighed”, ”Luftkastellet”, ”Her er en sang”. For nu blot at nævne nogle stykker. Et spekter af numre, der spænder fra dansksproget protest over børnesange til musicalnumre. Men altid poetisk-lyrisk. Ofte let humoristisk og samtidig vemodigt hovedrystende over verdens uforstand.

Skrøbelig er stemmen, men livsmodet, ukueligheden og det naturlige veloplagte nærvær har manden stadigvæk. I karrierens start, 1967-74, spillede Sebastian solo. Det giver ikke alene hård hud på fingrene. Du lærer også at tackle et publikum, og en fyldt Skagen-hal er nærmest hjemmebane for Sebastian.

Mimik, en hovedrysten eller en forundret kommentar. Han har os i sin hule hånd, og det er vi rigtig godt tilpasse med.

Nogle specielle højdepunkter?

”Vascomat Lisa” - denne gang opført som veloplagt rap, uden melodi, mens Sebastian uden tøven rablede de snurrige ordkæder af sig om, hvordan du dengang i 70’erne kunne møde dit livs kærlighed på nyopfindelsen - møntvaskeriet!

En urpremiere på et nyt nummer om overvågningshysteriet herhjemme. Om at nu skulle der sættes overvågningskameraer op, så det blev muligt at se de kameraer, man ikke kunne finde. Med et finurligt refræn, som hele salen til sidst skrålede med på: ”hvem holder øje med dem, der holder øje, med det øje, som blev væk.”

”Ostesangen” med den indledende strofe ”verden er så fuld af skønne kvinder” og en åndeløs smuk ”Her er en sang”, med vokalen stjerneklar og nær. Tak lydmand!

Og det blev ved og ved, og vi ville have mere, selv om Sebastian drilsk spurgte: - Er I ved at være trætte?

Og selvfølgelig blev der også plads til fællessang i ”Måske ku’ vi”, ”Den lille malkeko”, ”Du er ikke alene” og såmænd også ”Når lyset bryder frem”.

Der er stadig bid i Sebastian, når han undrer sig over alle de mange danske politikere, som har hældt så meget vand ud af ørerne i det hav, som så mange journalister har fanget så mange dumtorsk i og kogt så meget tynd suppe på.

En rigtig gammeldags protestsanger. Og det er ment som en ubetinget ros. Der kan sin metier og udfører den elegant på guitar og med ukueligt gadedrengefløjt. Stemmen som æggeskalstynd, kinesisk porcelæn. Skrøbelig, men stadig lidenskabelig.

Respekt for en konge af håbet i mol.

Skagen Kultur- og Fritidscenter

Lørdag aften

5/6 stjerner