Hele landet

Seerne orker ikke Den Anden Verden

DR1 har satset stort på årets familiejulekalender, men seerne flygter fra den eventyrlige tv-serie

Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Foto: Nils Meilvang/Scanpix Scanpix Denmark

HELE LANDET: De traditionelle tv-julekalendere ruller igen i år over skærmene i de små hjem.

På DR1 har man satset stort i år og har ifølge BT punget ud til den dyreste julekalender nogensinde kaldet ’Den Anden Verden’.

Har man set serien, vil man vide, at pengene tydeligvis er gået til at skabe eventyrlige scener med imponerende kostumer og universer fra brødrene Grimms eventyr.

Det har dog ikke bidt på seerne, og ifølge Gallup er seertallene gået fra 840.000 seere den første uge og til 658.000 seere i anden uge (uge 49).

Til sammenligning ligger Tv2’s genudsendelse af Ludvig og Julemanden på henholdsvis 848.000 og 755.000 seere.

Laveste seertal nogensinde

Samtidig viser tal fra DR’s egen måling, at lørdagens afsnit kun blev set af 567.000 seere, og det er det laveste seertal til et enkelt afsnit af en ny julekalender, ifølge DR Medieforskning.

Tallene fra Gallup vil dramachef hos DR, Piv Bernth, dog ikke forholde sig til.

- Når man ser på seertallene, så vil man jo altid gerne have, at de ligger lidt højere, og at så mange ser med som muligt. Men vores egne målinger viser, at serien har omkring 900.000 seere per afsnit, når man medtager streaming, og det er vi altså meget glade for, siger Piv Bernth.

Hvor er nisserne?

’Den Anden Verden’ har primært teenagere i hovedrollerne, og historien drejer sig om kærlighed og overgangen fra barn til voksen.

Piv Bernth peger på, at manglen på nisser og jul samt en ændret målgruppe kan have spillet ind på seertallene.

- At der ikke er meget jul i serien, har spillet ind og sorteret dem fra, som havde forventet noget andet. Det er klart. Samtidig har vi lavet en julekalender for de lidt større børn i år, og det kan også si nogen fra, siger hun og fortsætter:

- Men vi har lavet en anderledes og magisk julekalender, og jeg mener, at det er den flotteste nogensinde i sin måde at formidle eventyrverdenen på. Produktionen er af international klasse, hvis du spørger mig, og det er jeg stolt af.

DR’s egne målinger af seertal medtager antal visninger fra dr.dk samt genudsendelser på DR Ultra.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden