Sejler ramt af skibets bom: Kastet i vandet

Mand i 40’erne blev ført med strømmen i land, mens Nordjyllands Beredskab reddede den løbske sejlbåd i land ved Hals

Arkivfoto <i>Lindy Hangstrup</i>

Arkivfoto Lindy Hangstrup

HALS:En mandlig sejler i 40’erne bjærgede sig selv i land, mens Nordjyllands Beredskab måtte redde mandens løbske sejlbåd i land efter et uheld på sejlbåden lidt vest for Hals sent lørdag aften.

Nordjyllands Beredskab fik alarmen klokken 22.07.

- Manden var alene i sin sejlbåd på vej mod øst ud af Limfjorden. Han skulle til Samsø og havde sat sejlene og derefter sat skibet på autopilot. Men ved et uheld blev han ramt i hovedet af skibets bom, så han blev smidt af båden, forklarer indsatsleder Søren Korsgaard, Nordjyllands Beredskab.

Manden kom, da båden jo sejlede, og strømmen ifølge indsatslederen var hård, hurtigt et stykke fra sin båd og lod sig derfor drive med strømmen ind mod land, hvorfra han så kunne gå på land. Manden gik til en gård i nærheden, hvor han fik sig noget tørt tøj på.

Uheldet blev set inde fra Hals Havn, hvorfra der indløb en alarm til Nordjyllands Beredskab, der satte beredskabets redningsbåd fra stationen i Hals i vandet og fik bjærget sejlbåden. Båden var i mellemtiden gået på grund. Dykkere og redningsmandskab fra stationen i Hals fik rykket sejlbåden, der ikke havde taget alvorligt skade, fri af grunden og kunne derefter sejle båden ind til Hals Havn.

- Da sejleren så dukkede op på havnen, fik vi tilset ham af en akutmanden fra Hals. Og jeg må sige, at det var en kæmpebule, sejleren havde fået i panden, konstaterer Søren Korsgaard.

Men bortset fra bulen, så slap sejleren og for den sags skyld også båden heldigt fra episoden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.