Sejt træk at ville spare på gratis fysioterapi
Resultater af fornyet indsats foreløbig svære at måle på den udgiftskrævende vederlagsfrie fysioterapi, men flere initiativer er på vej

Fysioterapeut Mogens Samuelsen, Hobro, har fået en god start som en del af dte kommunale tilbud om vederlagsfri fysioterapi. Arkivfoto: Martin Damgård
MARIAGERFJORD:Der venter et langt, sejt træk, før Mariagerfjord kan gøre sig forhåbninger om at nedsætte udgifterne til gratis (vederlagsfri) behandling hos fysioterapeuter.
Selv om udvalget for sundhed og omsorg må vente en stund på at få helt sammenlignelige tal på bordet, antyder forbruget i første kvartal af 2013 ikke megen forandring til det bedre (færre udgifter).
Kommunen ansatte i fjor to fysioterapeuter til at forestå holdtræning, som er billigere end individuel behandling.
Uforandret
Supplerende indgik man ved årsskiftet aftale med privatpraktiserende fysioterapeut Mogens Samuelsen, Hobro.
Det skete, på samme vilkår som det kommunale tilbud og i håb om at spare lidt udgifter.
- Hen over efteråret havde vore egne fysioterapeuter 77 brugere mod 75 her i foråret, idet nogle falder fra og nye kommer til.
At motivere til holdtræning
- Så der er ikke sket megen forandring her, forklarer Ulla Krüger, afdelingsleder for Sundhed og Træning i Mariagerfjord Kommune.
Opgaven for kommunen er at motivere flere af disse borgere til at indgå i aktiv holdtræning og i mindre grad lade sig behandle individuelt.
- Men træning kan sjældent stå alene.
- Mange patienter kommer med progressive lidelser som eksempelvis sklerose, som også kræver individuel behandling, anfører Mogens Samuelsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.