Seks anholdt for påsatte brande
Politiet mistænker dem for at stå bag ildspåsættelser nær Tårs og Aars
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:57
NORDJYLLAND: Seks personer er blevet anholdt af Nordjyllands Politi, som sigter dem for to påsatte brande ved henholdsvis Aars og Tårs.
De to brande har ikke noget med hinanden at gøre, oplyser Nordjyllands Politi.
Kvinde sigtes for brand i hus
Den første af de mistænkelige brande brød ud lørdag morgen i et hus på Stenskrogvej ved Sæsing nær Tårs i Vendsyssel.
En kvinde, der lå og sov, blev reddet ud fra det brændende hus, men måtte indlægges til observation for røgforgiftning, oplyste politiet lørdag.
En 35-årig kvinde sigtes for at have startet branden i huset. Hun er anholdt og fremstilles i et grundlovsforhør søndag formiddag, hvor politiet vil kræve hende varetægtsfængslet.
Politiet er tilbageholdende med oplysninger i sagen, så det vides ikke, hvordan hun forholder sig til sigtelsen.
Mænd og drenge anholdt i brandsag
Den anden sag, hvor fem personer er anholdt, vedrører et forsøg på at starte en brand i et hus ved Slemstrup vest for Aars.
Det skulle være sket lørdag aften ved 19.30-tiden.
De anholdte er tre unge mænd på hhv. 18, 24 og 26 år samt to drenge på 16 og 17 år, oplyser vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.
Alle fem ventes fremstillet i grundlovsforhør søndag eftermiddag, hvor politiet vil kræve dem varetægtsfængslet.
Også i den sag er politiet tilbageholdende med oplysninger, så de nærmere omstændigheder ved forsøget på brandstiftelsen kendes ikke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.