Seks mænd fængslet for mobil-tyverier
Seks rumænske mænd blev søndag varetægtsfængslet, sigtet for at have stjålet stribevis af mobiltelefoner i Aalborg - især de dyre iPhone 4S.

Tyvene er især gået efter dyre iPhone-mobiler, ifølge politiet.
Seks unge mænd fra Rumænien blev ved grundlovsforhør ved retten i Hjørring søndag varetægtsfængslet 15 dage. Politiet sigter dem for at have stjålet 23 mobiltelefoner i forlystelsesgaden Jomfru Ane Gade i Aalborg lørdag aften og natten til søndag. Udenlandske biler Natten til søndag stoppede politiet to biler forskellige steder i Aalborg. Bilerne havde henholdsvis spanske og svenske nummerplader, og i bilerne befandt sig i alt seks unge mænd fra Rumænien. De er fra 23 til 32 år. I bilerne fandt politiet over en snes mobiltelefoner, især dyre modeller som iPhone 4S. De mobiltelefoner er stjålet fra personer i Jomfru Ane Gade, mener Nordjyllands Politi. Politiet krævede alle seks rumænere varetægtsfængslet af hensyn til efterforskningen. Politiet mener, de kan stå bag flere tyverier, og at der kan være andre gerningsmænd på fri fod. Har politiet din stjålne mobil? Politiet håber med fængslingerne, at man nu har stoppet bølgen af tyverier fra lommer og tasker i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi opfordrer folk, der er blevet bestjålet i 'Gaden", til at anmelde tyveriet. Det kan være, at din stjålne mobil nu venter på dig - på politigården i Aalborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.