Aalborg karneval

Seks råd til Aalborg Karneval

Brugere på Facebook evaluerer på årets brag af et karneval i Aalborg

Aalborg Karneval 2014. Foto: Claus Søndberg
Aalborg Karneval 2014. Foto: Claus Søndberg Foto Claus Soendberg

AALBORG: Sidste år var Aalborg Karneval tæt på den økonomiske afgrund, men i år ser det ud til at være på rette kurs igen.

Bland andet solgtes der 30.000 armbånd i år, 5.000 flere end sidste år, og man kunne endda have solgt flere, hvis der havde været mere plads i Kildeparken.

Selv når noget bliver en succes, vil der altid være noget der kan gøres bedre eller anderledes.

Derfor bad vi brugerne på Facebook-siden Nordjyderne komme med et godt råd eller en god ide til Aalborg Karneval, til hvad der kunne gøres anderledes i 2015.

Inddrag de professionelle

Det første forslag kommer fra Sanne Lynge Pedersen, der blev bakket op i flere andre indlæg:

- Integrer de professionelle sambafolk i det store optog igen i stedet for ugen før! Det er synd, at de kommer fra hele verdenen for at deltage i sådan et ”lille” optog. Lad dem gå forrest i paraden.

Flere toiletter

Toiletforholdene er et klassisk klagepunkt, og selv om der i år var brugt flere penge på toiletter, mener Anders Veise, at det stadig ikke er godt nok:

- De skulle tage at få flere toiletter på ruterne.

Kun en dag

Talsmand for Aalborg Karneval, Reimer Ivang, har luftet ambitionen om at udvide karnevalet til en hel uge. Det mener Anne Lerkenfeldt Gruby ikke er en god ambition:

- Jeg synes da bestemt ikke at karneval skal vare en uge! En dag er rigeligt.

Salgsboder

Solen skinnede og gjorde karnevalsdagen til en varm en af slagsen. Det får Majbritt Høgenhaug Jensen til at stille dette forslag:

- Opstil nogle boder langs med Vesterbro, så dem der står og venter på optoget kan få noget koldt at drikke, og så de på den måde kan støtte karnevalet.

Flere parker

Da der tilsyneladende er en øget interesse for at deltage i festen, og der måske er for lidt plads i Kildeparken, stiller Anders Graungaard dette forslag:

- Inddrag flere parker med flere forskellige temaer af musik.

Forsalg af armbånd

En anden ide til at løse den øgede efterspørgsel, kommer fra Tina Hjulmann Andersen:

- De kunne jo gøre sådan, at man kun kan købe armbånd på forhånd, altså ikke på selve dagen.

Som juleaften

Og så er der dem, der næsten ikke synes der skal ændres noget som helst. Som Jytte Henriette Sørensen skriver:

- Karneval er en dag ligesom juleaften. Det kan og skal der ikke laves om på.

Din ide

Vi vil også rigtig gerne høre din mening: har du også en idé eller en holdning til de seks ideer, så smid meget gerne en kommentar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden