Sekscylindret lille kraftkarl skal give intens køreoplevelse
BMW klar med alt om den nye kompakte og baghjulstrukne M2, som får hele 460 hk at gøre godt med.
Opdateret 14. november 2022 kl. 14:01
KOMPAKT: Det er sjældent, at bilnyheder er af nærmest historiske dimensioner. Men der er ingen tvivl om, at sekscylindrede kraftkarle med ydelser langt over 400 hk, baghjulstræk som den nye BMW M2 er en milepæl.
Det er da også den sidste BMW-model, hvor der ikke er en elmotor inde over.
Den nye kompakte sportscoupé, der yder hele 460 hk, er netop præsenteret, og den nye model ser meget lovende ud.
Her er nu oven købet en smule mere plads i den mindste bulderbasse fra BMW’s M-afdeling.
Mens forgængeren havde samme ophav som den forrige gamle 1-serie, der blev lancereret i 2011, bygger den nye på samme baghjulstrukne undervogn som 3- og 4-serien. Den hedder CLAR og bruges også til en række andre modeller. Den seneste 1-generation kom i 2019. Her er den mest hidsige sag nu M240i xDrive Coupé med firehjulstræk og 374 hk.
Den nye undervogn betyder, at M2 vokser, så den nærmer sig de større modeller. Den har også taget på i vægt, selv om den er ca. 21 cm kortere end M4 og har 11 cm mindre akselafstand end den.
Sjov med gearene
Derfor giver det mening med flere kræfter. Til sammenligning ydede den seneste almindelige M2 370 hk, men den ypperste M2 CS havde 450 hk - de heftigste M3 og M4 Competition-modellerne leverer i dag 510 hk og har firehjulstræk mod den mere direkte baghjulstrukne opsætning i M2.
Den har som standard en bagaksel med M sports-differentiale, som kan låses 100 pct, mens assistent-systemet kan sættes op til forhold som ”Road”, ”Sport” og ”Track”.
- Motor: 3,0 liters sekscylindret rækkemotor med M Twin Power turbo
- Ydelse: 460 hk.
- Moment: 550 Nm (7.200 omdr.)
- Topfart: 250 km/t (285 km/t med M Drivers Package)
- 0-100 km/t: 4,1/4,3 sek. (aut. gear/man. gear)
- Pris: Ukendt
- Dansk lancering: April 2023
Den klarer 0-100 km/t. på 4,1 sek. med otte trins automatgear, mens tiden er 4,3 sek. med den seks trins manuelle sportsgearkasse, der rent faktisk ekstraudstyr. Som en lille krølle har automatgearet en sportslig ”Drivelogic”-funktion, som hele tiden skal få bilen ned i det laveste gear, mens det manuelle gear ”Gear Shift Assistant”, kan tilpasse motorens omdrejninger for at undgå momenthuller. Standard er naturligvis 19 tommer fælge foran og 20 tommer agterude.
Lettere vægt
Topfarten er 250 km/t., men kan hæves til 285 km/t. med en M Drivers Package.
BMW’s teknikere har også gjort en indsats på at få vægten ned med flittig brug af kulfiber, og man kan sågar med en M Race Track Pack betale sig til et tag og sportssæder i samme materiale.
Her er naturligvis en adaptiv M-undervogn, der har fået samme bremser som M3 og M4. Her findes der endda to opsætninger for bremsepedalen, så man selv kan bestemme, hvor hårdt de skal bide.
I kabinen er sportsånden kogt ned til espresso-styrke. Her er fritstående skærme - som i den faceliftede BMW 3-serie – der helt naturligt har M-sport-grafik.
Den nye M2 lanceres herhjemme til april næste år. Danske priser kendes endnu ikke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.