Selv billigbiler er blevet bekostelige
Himmelflugten på brugtbilpriserne presser også de billigste biler, der er 10-15 år gamle, og som nu er blevet mere interessante for mange. Men de kræver også en mere grundigt gennemgang før køb
Opdateret 03. juni 2022 kl. 14:19
BRUGT: Begrebet ”billigbiler” har fået en ny betydning. I takt med at markedet for markedet for brugte biler støvsuges på grund af mangel på nye, stiger priserne for de helt billige biler i 20.000 kr.-klassen nemlig til nye højder. Det betyder ifølge Jan Lang, som er analytiker på Bilbasen, at biler, der før kostede 20.000-25.000 kr., nu måske løber op i 40.000-50.000 kr. Det er en af de priskategorier, som stiger mest.
Det er stadig biler, som typisk sælges privat eller fra mindre værksteder, da få forhandlere tør give reklamationsret på biler, der måske er 15 år gamle og har rundet 300.000 km. Derfor sælges bilerne typisk på steder som DBA eller i nogle tilfælde Bilbasen.
På grund af de høje priser er det en ny gruppe købere, der tidligere i højere grad købte bilen hos forhandlere, og som nu bevæger sig ud i et marked, der er mindre reguleret. Det stiller større krav til bilkøberen, der typisk kun har et vist beløb at gøre godt med.
- Logikken er, at hvis du måske har haft 40.000 kr. på budgettet til bil, så er der udfordringer, hvis de biler, du tidligere kunne få for pengene, er steget til det dobbelte, og en mikrobil, der er fem-seks år gammel, måske koster 60.000 kr., siger Jan Lang.
Mikrobiler trækker
De mest populære modeller er nemlig mikrobilerne, som er billige i drift, og hvor selv den første generation af Toyota Aygo fra 2005 er eftertragtet. Men stort set alt kan sælges. Behovet er nemlig vokset markant, efter at mange i 2020 gik væk fra offentlig trafik, da Coronabølgen satte ind, og de har vænnet sig til at have egen bil.
Her er således pt. mange Citroën C1 fra omkring 2007 med 250.000 -300.000 km på tælleren, der står til cirka 18.000 kr., mens prisen er op mod 40.000 kr. for modeller, der er halv snes år med 100.000 kørte km. I samme prisleje op mod de 40.000 kr. er der f.eks. også en del Opel Astra H fra omkring 2010 med 200.000 km, mens der er mange Peugeot 207 fra før 2010.
Men hvordan navigerer man i et marked af ældre biler, der måske har en dåbsattest helt tilbage til år 2000? Jan Lang har en række råd.
Det gælder om at undgå biler, der er for avancerede. Vælg en bil med simpel mekanik frem BMW eller Mercedes.
- Vi taler om de første generationer af mikrobiler eller miniklassebiler fra samme årgange. De er ikke så teknisk avancerede, at det kræver større mekanisk viden, siger Jan Lang, der peger på klare fordele.
- Den gode side af sagen er, at vedligeholdelse ikke koster så meget, som hvis det var en nyere bil, siger han.
Brug lugtesansen
Således er service og sliddele typisk billigere. Det gælder også ældre mellemklassemodeller som Opel Astra, Ford Focus og generelt flere modeller fra Toyota.
Jan Lang er dog forsigtig med at komme med anbefalinger.
- Jeg har svært ved at kommer med anbefalinger på biler, der har gået over 300.000 km,” pointerer han. Når bilerne har kørt så meget, er der generelt stor risiko for, at der kan komme uventede ekstraregninger.
Han har en række klare råd. Det er altid en god idé at have erfarne bilfolk med, når man kigger på bilen og prøvekører den, og så skal man bruge sine sanser.
- Brug lugtesansen. Hvis bilen lugter brændt, så skal man ikke købe den, og hvis der lugter af fugt i bilen eller bagagerummet, er det også et dårligt tegn, siger Jan Lang og peger på, at det første måske kan skyldes utætheder for olie.
Han peger på, at det er vigtigt at få tjekket bilens ophæng og undervogn. For ældre biler er det også vigtigt at tjekke for rust, og om bilen har fået en gang undervognsbehandling. Korrosioner begynder nemlig at vise sig i den alder.
Afprøv også gearkassen, og se om den kan sættes i bakgear, og tjek om håndbremsen kan trækkes. Tryk på alle kontakter.
Når man tager en køretur på mindst en halv time, er det også en god ide at prøve at køre hen over bump for at se, hvordan bilen affjedrer. Prøv også bilen ved motorvejsfart.
Det er også logik at spørge efter servicebogen og tjekke, om alle service er overholdt.
- Stempler for service er meget værdifulde og nærmest guld værd, siger Jan Lang.
Slitage tæller i det hele taget meget.
- Jeg vil helt klart foretrække en bil med færre km på tælleren. Så er det bedre at finde en bil, der har kørt 100.000 færre km, men måske er to år ældre, siger Jan Lang.
Han peger dog på, at jo ældre en bil er, jo mindre omfattende er sikkerhedsudstyret i forhold til moderne biler.
Overvej en slutseddel
Det er også godt at have styr på de grundlæggende regler, konstater, Simon Nguyen Kildeby, der er er jurist hos FDM.
Hvis du køber bil i en privat handel, er du ikke omfattet af forbrugerafsnittet i købeloven. Ved privat handel vil man ofte aftale, at bilen handles som beset. Men hvis du derimod køber en bil hos en bilforhandler, gælder også forbrugerreglerne i købeloven. Dette uanset om, det er en bil til 10.000 kr. eller 500.000 kr. Her er der en reklamationsret på to år, hvor der de første måneder er en såkaldt formodningsregel om, at eventuelle fejl har været til stede ved leveringen.
Han anbefaler derfor at få bilen tjekket grundigt af en fagmand og bruge en slutseddel fra FDM, der detaljeret gennemgår alle vigtige aspekter af en bilhandel som en slags tjekliste.
- Det er en slutseddel, der er temmelig lang, som går gennem de vigtige ting, og man kan udfylde sammen, siger Simon Nguyen Kildeby, der peger på, at det også er vigtigt at bruge de digitale kilder.
- Der er sjældent pant i fabriksnye biler, men ved brugte biler ser vi ofte, at der kan gemme sig gammel pant, som man helst skal have slettet, inden man køber bilen. Du kan tjekke, om der er pant i bilen på tinglysning.dk.
Samtidig er det vigtigt at få tjekket bilens servicehistorik, der på nyere biler ofte ligger digitalt, men det er forskelligt fra mærke til mærke”, siger han.
Det kan være f. eks være en brugttest. Det er noget som FDM – eller Applus - udbyder og som typisk koster 1000 – 3000 kr.
- Det er vigtigt at kende bilens stand, så man kan prissætte den derefter. Man kan også købe sig til en halv time hos et værksted og få gennemgået f.eks. undervognen. Hvis der er rust, og man kan spare 10.000 kr., så er pengene givet godt ud, siger Simon Nguyen Kildeby.
- Undersøg om bilen lugter brændt i motorrummet eller fugtig i kabine eller bagagerum. Det kan være tegn på oliespild eller utætheder.
- Tjek også, om gearkasse og håndbremse virker.
- Tjek grundigt for rust.
- Hav gerne en bilkyndig med ude og gennemgå bilen.
- Få evt. lavet en brugtbiltest. F.eks. hos FDM eller Applus eller køb en halv time på et værksted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.