Sen scoring gav et enkelt point
Team Vesthimmerland spillede uafgjort mod HIK på udebane
GENTOFTE: Håndboldherrerne fra Team Vesthimmerland fortsatte lørdag den ubesejrede stime under cheftræner Kristian Pedersen, da nordjyderne fik et enkelt point med fra udekampen mod HIK, der sluttede 28-28.
- Hvis man skal være helt ærlig, så synes jeg egentlig, at et uafgjort resultat var fair. Vi kunne have lukket kampen, da vi var foran med 26-24, men HIK førte alligevel med en enkelt til sidst. Vi fik dog udlignet, så det var okay, sagde stregspiller Magnus Saugstrup efter kampen.
Det var fjerde gang i træk, at nordjyderne kunne forlade en kamp i 1. division med point i bagagen, og Team Vesthimmerland er dermed kravlet op over nedrykningsstregen med et enkelt point mere end Ajax København.
- Jeg synes egentlig, at vi står i en fin situation. Vi er kommet op over stregen i forhold til det direkte nedspil, og der venter nogle meget vigtige kampe i den næste periode. Jeg tror, vi har gode chancer for at blive oppe, sagde Magnus Saugstrup, der glæder sig over holdets nuværende form.
- Lige p.t. er der godt humør, fordi vi har vundet nogle kampe. Det er vigtigt at bevare den selvtillid og holde humøret højt, sagde stregspilleren.