Sen scoring knækkede Fortuna

Italienske Brescia fik 1-1 i Hjørring og går samlet videre med 2-1

HJØRRING:Alle på Bredbånd Nord Arena i Hjørring havde sådan set indstillet sig på forlænget spilletid i to gange 15 minutter, men italienske Gabriella Sabatino ville det anderledes.

Brescia formåede at få opsamlet en løs bold i feltet, og her lykkedes det for angriberen at afdrible Aubrey Bledsoe, og italienerne fik dermed udlignet til 1-1 i Hjørring og sikrer sig det samlede avancement til Champions League-kvartfinalerne med samlet 2-1 - selvom Fortuna i overtiden var meget tæt på den ene af de to scoringer, der manglede.

Første halvleg var mildest talt ikke nogen opvisning fra Fortunas side. Holdet kunne slet ikke sætte pasningerne sammen fremadrettet, og det førte til mange boldtab, som Brescias fronttrio forsøgte at straffe.

Især venstrekanten Barbara Bonansea spillede glimrende for gæsterne og havde også den største chance, da hun blev spillet i dybden, men Fortuna-keeper Aubrey Bledsoe viste sig flere gange frem i de første 45 minutter.

Først i de sidste 10 minutter af første halvleg begyndte Fortuna at vise noget i offensiven - da træner Brian Sørensen havde foretaget et par taktiske rokeringer g rykket anfører Line S. Jensen frem på den centrale midtbane, hvor hun kunne fungere som dirigent.

Den største chance kom dog som følge af fremragende arbejde fra Chichi Igbo, der i to omgange erobrede bolden og lade et perfekt indlæg i panden på brasilianske Tamires, der dog totalt mistimede sit hovedstød.

Fortuna fik øget presset fra anden halvlegs start og havde i de første minutter et par gode chancer. Først kom Tamires først på andenbolden efter et hjørnespark, men den blev lige reddet til et nyt hjørne. Her kom Fortuna igen tæt på, da Florentina Olar lagde bolden perfekt ind fra højrekanten til Nadia Nadim, der afsluttede fra tæt hold, men Ceasar leverede en god redning.

Men efter 12 minutter af anden halvleg lykkedes det endelig for Fortuna at udligne i det samlede regnskab. Nadia Nadim fik en perfekt bold i dybden fra Nora Heroum og afsluttede fladt forbi Ceasar, der fik hånden, men bolden sjuttede alligevel ind over stregen - dermed var det 1-0 i kampen og 1-1 i de to kampe.

Kort efter var Frederikke Thøgersen tæt på at tacklebolden ind, da italienernes centrale forsvarere fumlede med et indlæg fra Olar, og Olar selv fik også forsøgt sig med et glimrende langskud.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.