Send flere græskar
Græskarudskæring populær i Gundersted
GUNDERSTED: - Vi kan slet ikke få armene ned. Vi havde håbet, at der måske vil komme en 20 stykker, men allerede kl. 10.30 måtte vi sende bud til vores fjernlager i St. Ajstrup Brugs efter flere græskar.
Sådan lyder det fra "overheks" Sanne Gade, efter at Gundersted Købmandsgård i weekenden havde "kæmpesucces" med at invitere til kreative græskar-aktiviteter.
Flere end 50 børn, unge og barnlige sjæle troppede op og gav sig i kast med de mest finurlige græskar-udskæringer, og i alt blev der i dagens løb kreeret 30 græskar - det ene mere uhyggeligt end det andet.
De udskårne græskar vil i de kommende dage pynte foran butikken i Gundersted, inden det fredag afsløres, hvem der bliver vinder af årets lokale græskar-konkurrence.
Også til den tid kommer uhyggen i øvrigt til at sætte sit præg på Gundersted. Dr. Død, alias Helle Just, byder på bloddryppende smagsprøver og Slimkongen Anders Green inviterer på Græskarbowling.