Floorball

Sender bolden videre

Udvalg vil ikke sponsorere Hot Shots - andet udvalg skal se på sagen

Arkivfoto
Arkivfoto

BRØNDERSLEV: Der er ikke noget sponsorat at hente hos fritids- og kulturudvalget for Brønderslev Floorball Club, der har søgt kommunen om støtte. Men økonomiudvalget får nu chancen for at se, om de vil støtte formålet.

- Vi har en gang for nogle år siden behandlet sagen omkring sponsorater og støtte til elite til vores foreninger, og det har vi sagt nej til. Vi har ikke i vores udvalg penge til sponsorater. Vi oversender sagen til økonomiudvalget og lader dem vurdere, om det kan være en markedsføring af kommunen at være sponsor på et af landets bedste floorball-hold, siger formand for fritids- og kulturudvalget, Eskild Sloth Andersen (S).

Han oplyser, at hele udvalget var enige om ikke at bruge penge på sponsorater.

Han peger på, at udvalget i forvejen giver støtte til klubben på linje med andre foreninger i kommunen.

- Vi giver støtte via Brønderslev-ordningen og via haltimer. Jeg ved godt, at der er klubber, der har nogle ekstra udgifter, fordi de skal til København og andre steder flere gange om året, men hvis det er for at lave et sponsorat og købe reklame for at være med til at markedsføre kommunen, så ligger det altså i økonomiudvalget, siger Eskild Sloth Andersen.

Støtten via haltimer og Brønderslev-ordningen beløber sig til 238.000 kroner.

Hot Shots med i quiz

Floorballklubben argumenterer i sin ansøgning med, at klubben til august skal deltage i en ny landsdækkende liga, og at konkurrencen mellem floorballklubberne på eliteniveau i Nordjylland er skærpet, hvorfor klubbernes økonomiske formåen har fået større betydning. De peger på, at Frederikshavn Kommune har givet 100.000 kroner i elitestøtte til en klub i deres område.

De peger også på, at klubben har været med i en Lørdags Quiz i Dagbladet Vestkysten, hvor der blev spurgt:

- I hvilken sport er Brønderslev Hot Shots en af de førende klubber?

Klubbens herre elite hold har vundet rigtigt meget de senere år.

Foreningen tæller 121 medlemmer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden