Seneste led i års udvikling
Vestas tester summen af flere årtiers akkumuleret viden i ny prototype i testcentret i Østerild
ØSTERILD: Knap en time.
Så lang tid tog det at montere den sidste af de tre 62 meter lange vinger på Vestas første testmølle i testcentret i Østerild plantage.
Onsdag var møllens tårn på vej i vejret, og i løbet af torsdag formiddag fik den store mobilkran løftet de øvrige dele på plads, så prototypen på Vestas V126-3,3 MW mølle over middag i går så helt færdig ud. I hvert fald på afstand og set gennem kikkerter og kameralinser, for arbejdet med møllen blev fulgt med interesse af skovgæster, som fik en ekstra oplevelse ud af turen.
- Prototypen er det seneste resultat af årtiers udviklingsarbejde. Der er investeret enorme ressourcer i det arbejde, hvor test af møllerne er et meget vigtig område, forklarer pressemedarbejder Jens Velling, Vestas Wind Systems A/S.
Afprøvningen af delene i de nye møller starter på fabrikkens testcentre for at fortsætte med testen af den færdige prototype, som det nu sker med Vestas-møllen i testcentret i Østerild.
- De omfattende tests sikrer, at vi leverer gennemprøvede møller til vores kunder, forklarer Jerns Velling.
Avanceret teknologi
Ud over den erfaring, der er samlet over årene, råder Vestas over noget af branchens mest avancerede teknologi til design af nye mølletyper, samt af udstyr, der gør det muligt at beregne de optimale placeringsmuligheder.
- Vi har blandt andet en supercomputer, der gør, at vi ud fra geografiske og meteorologiske data med stor nøjagtighed kan afgøre, hvilken mølletype, der er optimal for en helt specifik placering, forklarer Jens Velling.
Prototypen i Østerild er en ny variant baseret dels på gennemprøvet, dels på ny teknologi - blandt andet møllens 62 meter lange vinger, som giver en rotordiameter på 126 meter - deraf typebetegnelsen V126.
De lange vinger og den store rotordiameter gør, at møllen fanger mere vind - og det gør den effektiv i områder, hvor vindhastigheder fra lav til middel er fremherskende. Konstruktionen gør, at møllen producerer mere strøm med mindre vind.
Inden længe sættes møllen i drift i testcentret i Østerild, hvor det testarbejde, der allerede er gennemført på møllens enkelte dele, fortsætter med nye tests af den komplette mølle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.