Seniorer som ikke kan sidde stille

Lars Skiveren er initiativtager til netværket, og han virker energisk for at få flere arbejdsledige seniorer, efterlønnere, tidligere og nuværende selvstændige samt enkelte lønmodtagere med hang til fornyelse og idéudvikling med. Foto: Ole Torp

Lars Skiveren er initiativtager til netværket, og han virker energisk for at få flere arbejdsledige seniorer, efterlønnere, tidligere og nuværende selvstændige samt enkelte lønmodtagere med hang til fornyelse og idéudvikling med. Foto: Ole Torp

Nej, overskriften er ikke en negativ betegnelse til en flok særdeles rastløse mennesker, men går alligevel på en gruppe borgere, som med god tid gerne så sig i færd med et eller flere positive tiltag. Gruppen kalder sig Senior-Netværket, og har base i Klokkerholm. Det startede i april, og Lars Skiveren siger på vegne af netværket: - Tiden inden sommeren blev brugt til at skabe rammerne samt få styr på, hvordan vi skal håndtere vores fortrolighed om arbejdet i gruppen.

Men nu er netværket klar efter sommerferien. Klar til - som det udtrykkes - at skabe idéer til nye virksomheder, serviceydelser og produkter. Lars Skiveren opridser deres formål: - Netværket har til formål at skabe beskæftigelse for aldersgruppen med mange kvalifikationer, stabilitet og stor erfaring. Det er jo hensigten, at vi skal arbejde, til vi er 67 år (og snart til 73 år!). Der skal kun ganske få af denne kaliber til for at leve op til de kompetencer, vores virksomheder omkring os er i besiddelse af. Derfor mener vi, at vi selv kan starte virksomheder op på eget initiativ. Senior-iværksætteri! Netværket består nemlig af seniorer (+50), som ikke kan sidde stille, og som stadig har en hel del at byde på.

- Når vi seniorer diskuterer og brainstormer på nye tiltag for efterfølgende at gennemarbejde de bedste og mest oplagte idéer med henblik på at lade deltagere fra netværket starte egen virksomhed eller beskæftigelse på den ene eller anden måde.

Lars Skiveren beskriver netværket således: - Det består pt. af flere mænd end kvinder, og denne ulige fordeling vil vi gerne råde bod på i forbindelse med optagelse af nye medlemmer. Nye medlemmer i netværket kan selvfølgelig kontakte gruppen på mail: nbseniornetwork@gmail.com. Vi tilstræber i netværket at have så mange forskellige kompetencer i hus som muligt. Vi tilstræber at være ca. 12 i gruppen, da det er den mest optimale størrelse for, at kreativiteten har frit

spillerum. I skrivende stund er der næsten fuldt hus, men det er selvfølgelig tilladt at skabe flere grupper endog med mulighed for at rokere mellem grupperne. I dag består gruppen af henholdsvis arbejdsledige seniorer samt efterlønnere, tidligere- og nuværende selvstændige samt enkelte lønmodtagere med hang til fornyelse og ideudvikling.

- Vi har dog på den forholdsvis korte tid allerede haft udskiftning i gruppen, og gruppens arbejde har nu etableret sig således, at man tilgodeser både udbrydere, som ønsker at starte virksomhed, og medlemmer, som blot ønsker at gøre en forskel for udviklingen af nye virksomheder.

- Det er selvfølgelig en løbende proces at skabe nye ideer, selvom vi allerede har en del ideer i banken. Ja man burde måske sige "i sparekassen", da vi afholder møderne i Sparekassen Vendsyssels lokaler i Klokkerholm.

Det er et mål i sig selv at skabe beskæftigelse og virksomhed, men det er ikke et mål i sig selv, at virksomhederne skal ligge i Klokkerholm. Hvis vi f.eks. finder det lukrativt at skabe en virksomhed, som har maritime kunder, vil det jo nok være mere sandsynligt at placere virksomheden i en havneby osv.

Senior Netværket slutter med følgende: - Vi tror, at det vil lykkes at få etableret ikke bare én men indtil flere virksomheder og håber i nær fremtid at kunne bringe nogle succeshistorier til torvs samt udbrede kendskabet til denne måde at bidrage til væksten i vores samfund. Vi mener ikke, at Danmark har råd til at lade aktive +50’ere, som i øvrigt besidder mange kompetencer, gå rundt uden beskæftigelse. Så hvis erhvervslivet, som det må konstateres, generelt ikke ønsker at ansætte 50+, så må vi tage skeen i egen hånd.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.