Sport

Sent mål kostede Hobro vital sejr

Emil Berggreens solomål var ikke nok for Hobro, der efter et mål ti minutter før tid måtte nøjes med 1-1 hos FC Vestsjælland

Hobro IK spillede søndag 1-1 mod FC Vestsjælland i Slagelse. Foto: Claus Søndberg
Hobro IK spillede søndag 1-1 mod FC Vestsjælland i Slagelse. Foto: Claus Søndberg

Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:41

SLAGELSE: Hobro lå længe til tre point, men til sidst måtte nordjyderne nøjes med 1-1 i søndagens vitale opgør i Slagelse mod FC Vestsjælland, efter at Emil Berggreen med et flot solomål ellers havde bragt Hobro på sejrskurs.

Forud for opgøret var det FC Vestsjælland, der havde mest behov for de tre point, og det kunne ses i første halvleg. Hjemmeholdet dominerede, men trods flere gode tilløb blev Hobro-målmand Jesper Rask aldrig rigtig udfordret. Rasmus Festersen og Peter Nymann havde de bedste muligheder, men begge afsluttede forbi mål.

Hobro havde ikke bolden meget, men var anderledes direkte, da Martin Mikkelsen midtvejs i første halvleg fandt Mads Hvilsom tæt under mål, men Superliga-topscoreren headede den store chance forbi mål.

FC Vestsjælland pressede videre, men uden at slå kapital af anstrengelserne, og det blev straffet i halvlegens sidste minut. Emil Berggreen modtog en lang bold, vendte rundt og slangede sig så forbi et par FC-Vestsjælland-forsvarere, inden han kunne sende Hobro til pausen med en føring. En fornem aktion af Berggreen, der er rygtet til norske Viking og derfor måske spillede afskedskamp for Hobro-søndag.

Anden halvleg begyndte med et sandt FC Vestsjælland-stormløb mod Hobros mål, men igen manglede hjemmeholdet det sidste. Både Oliver Lund og Danni König kom frem til fine muligheder, men afslutningerne manglede kvaliteten til at udfordre Jesper Rask.

Som anden halvleg skred frem, blev trykket mod Hobros mål væsentlig mindre, men ti minutter før tid dummede Hobro sig. Gæsterne blev fanget med mange folk fremme på banen, og så slog FC Vestsjælland til på en kontra. Rasmus Festersen blev spillet fri midt for mål og alene med Jesper Rask svigtede angriberen ikke.

I kampens sidste fase var det også hjemmeholdet, der var nærmest sejren, men det forblev 1-1. Et resultat, Hobro kan være bedst tjent med, idet der fortsat er seks point ned til nedrykningsstregen, når Superligaen genoptages i februar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden