Smøg ærmerne op: Så skal der flyttes

Galleri - Tryk og se alle billederne.
At der er lidt byggerod hist og her i Aabybro er vist en underdrivelse. Der sker rigtig meget i bymidten. Men nu kan de tre butikker, som de seneste to år har boet i nogle midlertidige rammer i den gamle Fakta-bygning i Aabybro, snart ånde lettet op.
17. februar er der den helt store åbningsfest for Sportmaster, Bog & idé og Thiele, som hver rykker ind i spritnye rammer.
- Vi kommer faktisk til at flytte tilbage til der, hvor vi tidligere boede. Og det bliver så fedt at rykke ind i noget nyt, siger Louise Andersen, der er butikschef hos Sportmaster.
- Vi glæder os rigtig meget, og det bliver godt for hele byen. Vi glæder os også til at byde kunderne velkommen i den nye forretning, som bliver væsentlig større end den gamle, siger Louise Andersen.
Der bliver også bedre plads til alle varerne på lageret.
- Det er nyt, moderne og meget mere inspirerende, siger Louise Andersen, som ganske tydeligt husker, hvordan de gamle lokaler var.
- Når man skulle på loftet efter ting, skulle man være opmærksom på, hvor man trådte. Ellers røg man igennem, smiler hun, men hun ryster lidt på hovedet.
- Jeg er også sikker på, at vi får Nordjyllands pæneste sportbutik, siger Louise Andersen, som sammen med Bog & Idé og Thiele har arrangeret en stor åbningsfest.
Thiele kommer til at ligge lige skråt overfor Sportmaster, og Bog & Idé kommer til at ligge lige overfor.
De tre butikker er ellers blevet rystet godt sammen de forgange to år.
- Vi har delt personalerum, og det har nærmest fungeret som et lille center. Så det har også været lidt hyggeligt, siger butikschefen.
De nye butikker åbner 17. februar klokken 9.30, og dagene op til holder Sportmaster lukket.
- Vi holder lukket 14., 15, og 16. februar, siger hun.
Den gamle Fakta-bygning skal rives ned, og planen er, at den er helt væk hen på foråret.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.