Sig nej til dyreshows
Delfiner balancerer hulahopringe på næsen, elefanter går på line, og aber cykler i ring. Shows med vilde dyr kan være underholdende at se på, men livet i fangenskab er unaturligt for dyrene.
For eksempel får delfiner ofte mavesår af stress, tigere bliver bedøvet, og aber spærres inde i små bure. Over halvdelen af danskerne har oplevet dyreshows i udlandet, men lad være! Vilde dyr mistrives, når de holdes fanget for underholdningens skyld. Vilde dyr reagerer voldsomt på at blive taget ud af deres naturlige element, og bag facaden lever de et liv præget af stress og smerter. Jeg tror ikke, at danskere kunne drømme om at se vilde dyr optræde, hvis de vidste, hvordan virkeligheden ser ud for dyrene. Som turist kan du være med til at vise, at du ikke vil acceptere, at dyr skal lide for simpel underholdning. Dyreshows finder kun sted, så længe turister er villige til at betale for dem. Det er derfor afgørende, at turister viser deres utilfredshed ved at blive væk og nægte at lade sig underholde af vilde dyr. Hvis du vil være sikker på ikke at støtte udnyttelsen af dyr til underholdning på din næste ferie, kan du følge vores fem gode råd: 1. Oplev vilde dyr i naturen. Hvis du gerne vil opleve vilde dyr, anbefaler vi, at du gør det i naturen på dyrenes præmisser. 2. Se ikke vilde dyr optræde. Køb ikke billet til delfinarier eller andre shows, hvor vilde dyr optræder. 3. Betal ikke for at se dyremishandling. Køb ikke billet til underholdning, hvor dyr udsættes for smerte eller stress. 4. Betal aldrig for at få taget billeder med vilde dyr. Ofte får dyrene fjernet tænder og bliver bedøvet, så de nemmere kan omgås mennesker. 5. Klag lokalt. Hvis du overværer mishandling af dyr på en rejse, er det vigtigt, at du protesterer lokalt. Informér dit rejsebureau, dit hotel, det lokale turistkontor eller evt. en dyreværnsorganisation.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.