Signaler om udsigt til et mildt spareår

Hvorfor skal man spare, når pengekassen er fyldt, spurgte lærerkreds på byrådsmøde

Mette Møller
Kirsten Tranekær, formand for Midtvendsyssel Lærerkreds, havde et spørgsmål på byrådsmødet. Arkivfoto: Grete Dahl
Brønderslev 1. september 2017 09:12

BRØNDERSLEV: Snart går budgetlægningen for kommunen i 2018 ind i en afgørende fase, og onsdag aften blev temaet også taget op på et byrådsmøde.

Det begyndte med, at en tilhører stillede et spørgsmål i spørgetiden - det var Kirsten Tranekær, der er formand for Midtvendsyssel Lærerkreds.

Hun pegede på, at man på en budgetopfølgning, som var på dagsordenen til byrådsmødet, kunne se, at der er udsigt til et overskud på driften i år på 85 mio. kroner.

- Men så vidt mig bekendt skal vi stadig spare 0,8 pct. på budgettet. Hvordan vil I forklare medarbejderne, at det er nødvendigt at spare samtidig med, at kassebeholdningen øges år for år, spurgte Kirsten Tranekær forsamlingen.

Små gnallinger

Borgmester Mikael Klitgaard (V) svarede, at det er glædeligt, at der ser fornuftigt ud med økonomien - og pegede på, at man plejer at skulle hitte på spareforslag for fire pct. af budgettet.

- Jeg glæder mig over, at vi er kommet i smult vande, så vi i år skal kigge efter små gnallinger - det bliver til 12,7 mio. kroner. Så er der balance. Jeg tror vi skal skære en lille smule og lægge på andre steder. Jeg tror, vi lægger lige så meget på, som vi tager af, sagde han.

Han pegede også på, at en god del af kassebeholdningen er lånte penge.

Nænsom mod skolen

Mikael Klitgaard gav desuden et signal til skolen om, hvordan han vil tro, at det økonomiske puslespil falder ud i år.

- Når vi når til budgettet, er jeg sikker på, at byrådsmedlemmerne vil være nænsomme mod folkeskolen, for det er et hjertebarn, sagde han uden dog ligefrem at love noget.

Da man nåede til punktet om, hvordan det er gået med økonomien det første halvår at i år, var der rosende ord fra flere kanter i byrådssalen - og der faldt også et hip til Lærerkredsen.

- Jeg kan godt forstå, hvis man som personale hører, at der er så stort et overskud, at så tænker man, hvorfor man skal rende så hurtigt. Der bliver rendt hurtigt. Nu har man fået en lille forklaring, men det kan godt være, der er nogle områder, vi skal lappe, når vi skal tale om budget, sagde Henning Jørgensen (SF).

Positive toner

Arne M. Jensen (S) var også inde på de kommende budgetforhandlinger med adresse til to områder, som er skredet i år: udgifter til ældre og til udsatte børn og unge.

- Der er et par områder, hvor vi ikke helt har styr på tingene, og det kan godt være, at der fordi de er for stramt budgetterede. Det er noget, vi kommer til at diskutere, sagde han.

Det blev bemærket fra flere sider, at nogle af de penge, der er kommet ind, ikke er penge, man kan regne med hvert år. Ellers var der generelt positive toner raden rundt.

- Det er svært ikke at glæde sig over halvårsregnskabet med en forventet merindtægt på 85 mio., konkluderede Steen Søgaard (UP).

Alle kunne godkende regnskabet.

Politikerne tager på budgetseminar midt i september.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...