Sikke’t marked

Omsætningen på Hjallerup Marked steg med 30 procent, og formanden skyder på 250.000 besøgende

Markedspladsen vil snart være gjort ren, så der er plads til nye aktiviteter. Foto: Henrik Louis

Markedspladsen vil snart være gjort ren, så der er plads til nye aktiviteter. Foto: Henrik Louis

HJALLERUP:Markedsudvalget i Hjallerup har svært ved at få hænderne ned. Da markedet lukkede søndag aften var det trætte hjælpere og kræmmere, der kunne gøre status. Men lykkelige.

- Vi troede ikke, at markedet kunne blive større. Men det kan det altså, siger Dennis Kvesel, formand for Hjallerup Marked.

Han kan konstatere, at omsætningen på markedet er steget med ca. 30 procent.

- Det er helt vildt, og vi kan næsten ikke finde superlativer for det, siger han.

- Vi plejer at konstatere, at når der er marked i fire dage, er der ikke nødvendigvis større salg end på tre-dages marked. Men de udtalelser må vi sluge i år, bemærker Dennis Kvesel med et smil.

Frivillige får æren

I fjor var der et overskud på 3,4 mio. kr., og han venter, at det bliver større i år. Han mener, at omkring 250.000 har besøgt markedet, der markerer sig blandt de store i Nordeuropa.

Der var trængsel på indfaldsvejene.

- Vore frivillige skal have æren. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre, fortæller han. Der er ca. 2200 frivillige, der giver et nap med på markedet.

Selv om overskuddet ikke er øremærket, er der allerede nogle, der sikkert vil lægge billet ind på andel af overskuddet.

- Vi tjener pengene, og der er andre til at bestemme, hvad de skal bruges til, fortæller Dennis Kvesel.

Han tør dog godt sige, at den tredje hal i Hjallerup uden tvivl er en realitet med udgangen af 2015.

Efter sommerferien begynder arbejdet med at etablere en international springbane på markedspladsen. Det sker i et samarbejde med Hjallerup Rideklub Vrinsk.

Dennis Kvesel fortæller, at springbanen får internationale mål, og han glæder sig over, at springbanen kan give liv på markedspladsen året rundt.

- Der satses på internationale stævner, hvor der kommer 40.000-50.000 mennesker til Hjallerup. det bliver godt, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.