Sikker sejr til herrer fra FfI over bundhold
Stoholm blev besejret med 25-20 af frederikshavnerne
FREDERIKSHAVN: I herrernes 2. division i håndbold sikrede FfI sig en sikker sejr på 25-20 på udebane over Stoholm Håndbold efter en føring på 14-7 ved pausen.
FfI-holdet var meget opsatte på at komme godt fra start i 2013 mod rækkens bundhold, og det var derfor et meget koncentreret udehold, som gik ind til kampen.
Allerede fra kampens start var man fuldt ud koncentreret og stod meget solidt i forsvaret takket være en markant større fysik end hjemmeholdet samt godt målmandsspil af Troels Stausbo. Angrebsspillet gik fornuftigt, og kontraspillet blev spillet med omtanke.
Derfor gik FfI til pause med en sikker 14-7 føring.
I pausen var man i udeholdets omklædningsrum ganske godt tilfreds med spillet i de første 30 minutter og enige om at fortsætte de gode takter i de sidste 30 minutter.
Dog blev anden halvleg noget rodet, hvilket gjorde at hjemmeholdet kom lidt mere med i kampen. Dette skyldes primært alt for sløset angrebsspil med mange brændte chancer. Dog var sejren aldrig i fare, og en sikker 25-20 sejr blev taget med hjem til Frederikshavn.
Solidt håndværk
- Et solidt stykke håndværk og en god start på 2013. Vi holder fast i toppen af rækken, og første halvleg var jeg meget tilfreds med, siger FfI-træner Thomas Rømer.
- Anden halvleg var langt under niveau. Generelt brænder vi alt for mange chancer. Spillerne er nødt til at have en større koncentration i samtlige 60 minutter. - Vi må ikke falde sådan i niveau i anden halvleg. Der bliver så rigeligt brug for alle resurser på onsdag i hjemmekampen mod Team Tvis-Holstebro’s ligareserver, der kommer på besøg i Idrætshallen kl. 20.00. Endnu en sejr der, og rækken tegner spændende og meget åben, slutter Thomas Rømer.
Målscorere for FfI i Stoholm var:
Martin Pedersen 6, Rasmus Mølgaard 5, Pascar Paramasivam 4, Carsten Jensen 4, Anders Risdal 3, Anders Nielsen 2, Peter Zeuner 1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.