Sikker sejr til VEB i Aarhus
Vendsyssel Elite Badminton hentede sæsonens anden sejr
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:08
BADMINTON: Det blev til endnu en sikker sejr til Vendsyssel Elite Badminton (VEB), da vendelboerne torsdag aften var i aktion for anden gang i denne sæson i Badminton Ligaen.
Mandagens 6-0-sejr hjemme over Odense blev således fulgt op af 5-1-sejr på udebane over Aarhus AB.
I herresingle tabte Victor Svendsen godt nok som ventet i to sæt til Anders Antonsen, men ellers afgjorde VEB sagerne hurtigt.
I mixeddouble, damesingle og damedouble vandt VEB i to sæt, mens Raul Must i 2. herresingle besejrede David Kim Kristensen i tre sæt, og så var Vendsyssel-sejren sikret.
Dermed var herredoublen kun kosmetik, men Zvonimir Durkinjak og Jacco Arends slog den overbevisende VEB-sejr på plads med en sejr i tre sæt.