Silobrand har spredt sig
Risiko for støvgaseksplosion - nabosiloen står i flammer
Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:54
THISTED: Kl. 01 natten til tirsdag fik Beredskabet i Thisted styr over den brand, som var udbrudt i en spånsilo på NJA Furniture på Håndværkervej 2 i Nors.
Men beredskabet er nu igen rykket ud til NJA Furniture.
- Nu er der desværre ild i siloen ved siden af den, der var ild i, i går. Jeg vil tro, at en glød er kommet ind i siloen via en transportør, siger indsatsleder Lars Bjørndal fra Beredskabet i Thisted Kommune.
- Selvom vi mente, vi havde tjekket af, har vi ikke gjort det godt nok, konstaterer han.
Lars Bjørndal fortæller, at der er fem gange så mange træspåner i den silo, der nu er brudt i brand.
- Vi er ved at sætte stiger op, og har tilkaldt en mammutsuger, som kan suge spånerne ud, tilføjer han.
Der er en langt større risiko ved den aktion, beredskabet nu er i gang med.
- Der er risiko for en støvgaseksplosion. Det brænder på samme måde som røggasser og andre brændbare gasser, og der skal kun en glød til at få det til at sprænge i luften, forklarer Lars Bjørndal.