Sjælden næbhval har forvildet sig ind i Kolding Fjord

Det er ikke hverdagskost at se en såkaldt nordlig døgling i danske farvande, forklarer museumsinspektør.

Sjælden næbhval i Kolding Fjord <i>Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix</i>

Sjælden næbhval i Kolding Fjord Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix

En sjælden gæst huserer i øjeblikket i Kolding Fjord. Det er en hval fra Nordatlanten, der har gjort sin entré.

Der er tale om en såkaldt nordlig døgling, der hører til familien af næbhvaler, forklarer museumsinspektør Charlotte Bie Thøstesen ved Fiskeri- og Søfartsmuseet.

- Det er ikke første gang, at en døgling bliver observeret i danske farvande. Men det er bestemt ikke hverdagskost, siger hun.

Museet er en del af det danske beredskab for strandede havpattedyr, og derfor har hun været i gang med at studere dronefotos af hvalen.

Den har været i Kolding Fjord siden mandag eftermiddag, muligvis længere tid, oplyser museumsinspektøren.

Nordlig døgling lever først og fremmest i Nordatlanten og hører således ikke hjemme i danske farvande.

Det er uvist, hvorfor den har fundet vej til danske breddegrader.

- Det kan have meget med tilfældigheder at gøre, at den har forvildet sig hertil. Det kan også være, at den er syg og svækket og har lagt sig til at dø. Det ved vi på nuværende tidspunkt ikke, siger Charlotte Bie Thøstesen.

Om hvalen rent teknisk er strandet og ikke kan flytte sig er heller ikke afklaret.

Men hvis det vurderes, at den er syg og svækket, vil man ikke gøre forsøg på at flytte den, forklarer museumsinspektøren.

- I så tilfælde giver det ikke mening at rumstere rundt med den. Så gælder det om at forstyrre den mindst muligt, siger hun.

En voksen døgling kan blive op til ti meter lang og veje op til syv ton.

Ifølge Dansk Pattedyratlas er døgling to gange registreret i indre danske farvande.

Den 16. februar 1997 blev en 5,8 meter lang døgling-han opdaget ved Tåsinge. Dyret var stadig levende, men døde kort efter.

I juli 2000 kom en anden døgling med en skønnet længde på otte meter ind på lavt vand ved Lynæs i Isefjorden.

Her lykkedes det at skubbe dyret fri og gelejde det ud i Kattegat, oplyses det i Dansk Pattedyratlas.

Charlotte Bie Thøstesen oplyser, at hun nu vil drøfte det videre forløb med eksperter, blandt andet fra Naturstyrelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.