Skadedyr lukkede Rema 1000-butik
Skadedyrsbekæmpere på jagt i Aalborg-supermarked
Opdateret 16. september 2014 kl. 14:51
AALBORG: Rema 1000-butikken på Danalien ved Sohngårdsholmsvej i Aalborg blev mandag midlertidigt lukket på grund af et skadedyr.
- Vi så et skadedyr i butikken på Danalien i Aalborg. Butikken blev straks efter lukket, og to mand fra skadedyrsbekæmpelsen arbejdede på fuldt tryk. Så snart dyret er ude igen, følger vi som altid alle procedurer, og når vi har OK fra Fødevarestyrelsen, åbner vi butikken igen, meddelte Rema 1000-regionschef Kenneth Korsgård Jensen en mail til NORDJYSKE Medier mandag.
Og tirsdag oplyste Rema 1000 så, at man havde fanget skadedyret - dog uden at oplyse om det var en rotte - og at man derfor genåbner.
- I går aftes (mandag/red.) satte skadedyrsbekæmpelsen deres hunde på et lille afgrænset område i butikken. Skadedyret blev fanget med det samme, og vi har derefter haft mel på gulvet natten til tirsdag for at dobbelttjekke, meddelte regionschef Kenneth Korsgård Jensen tirsdag til NORDJYSKE Medier.
Fødevarestyrelsen har derefter sagt god for, at butikken igen kan åbne, oplyser Kenneth Korsgård Jensen.
- Nu gør vi lige butikken helt klar, og så åbner vi igen tirsdag eftermiddag, tilføjer han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.