Skadet skib med sprængfarlig last har kurs mod Skagerrak
Norsk havn smed skib med eksplosiv last ud - nu er det på vej mod Danmark
Opdateret kl. 23:02
Det Malta-registrerede fragtskib Ruby ligger i skrivende stund udenfor Norges vestkyst sydvest for Stavanger med kurs mod dansk farvand.
Skibet blev den 2. september smidt ud af havnen i Tromsø i Norge, hvor det ugen før havde søgt nødhavn på grund af en beskadiget skrue, et skadet ror og sprækker i skroget. Det skriver Danwatch.
De norske myndigheder skrev dagen efter i en pressemeddelelse, at man valgte at afvise skibet, da man ikke ønskede at reparationerne skulle udføres tæt på Tromsø by.
Ifølge Danwatch har skibet en last på 20.000 tons ammoniumnitrat fra Rusland. Det er ifølge mediet samme type materiale, der forårsagede den voldsomme eksplosion i Beirut i 2020 – den største menneskeskabte ikke-atomare eksplosion nogensinde.
Forskellen er bare, at skibet Ruby har syv gange mere ammoniumnitrat ombord.
Danwatch og Information har fået bekræftet af Søfartsstyrelsen, at skibet er på vej mod Storebælt og forventes at ankomme inden weekenden, da skibet har ansøgt om tilladelse til at lægge til havn i Klaipeda i Litauen.
Skibets sejlplan er at ankomme til Klaipeda på søndag 22. september med rute gennem Kattegat, Storebælt og videre ind i Østersøen.
Dermed må det forventes, at skibet med sprængfarligt gods vil passere øst om Læsø i løbet af det kommende døgn.
Ifølge Danwatch og Information har Ruby ikke bestilt en lods til at sejle gennem Danmark. En lods er en specialiseret navigatør med indgående kendskab til de lavvandede og snævre danske stræder.
Deres tilstedeværelse kan forhindre ulykker som grundstødninger, hvilket Ruby allerede har oplevet på sin rute.
Ruby bliver ledsaget af fartøjet "Amber II", der også sejler under maltesisk flag som en form for slæbebåd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.